Billede beskrivelse

Smag på foråret

Musik og masser af smagsoplevelser i weekenden

06. april 2018 kl. 07.37

AALBORG: Foråret er for alvor begyndt at få fat i Nordens Paris og langsomt begynder vi alle sammen at komme mere ud og dufte sommeren i horisonten - alt imens vi spiser sæsonens første friske asparges. Det er en magisk tid, hvor naturen springer ud og gør opmærksom på sig selv. På samme vis dukker flere og flere kulturelle tiltag op, og her får du en lille trekløver af vores anbefalinger til en weekend, der også byder på andet end ordfestivalen Ordkraft.

Fredag 6. april:

Når den korte uge er overstået, og du allermest har lyst til en kold drink samt en svingom til tonerne af sydens varme, slår Studenterhuset dørene op for deres "Carribean Nights" temafest. Som altid vil det være den dansevenlige latinamerikanske musik, der spiller ud over dansegulvet, men denne gang tager begivenhed sit udgangspunkt i salsa-musikkens geografiske oprindelse - Cuba. Er du til farverige drinks og festlig musik, så er det altså på Studenterhuset, du skal starte din weekend. Arrangementet koster 40 kr. i entré og varer fra klokken 21-01.

Lørdag 7. april:

Normalt løber fødevaremarkedet af stablen i Nordkrafts Kedelhallen, men på baggrund af weekendens Ordkraft er markedet denne gang flyttet ud i forårssolen på Kjellerups Torv. Her har du mulighed for at forkæle dig selv, og dit køkken, med friske og lokale råvarer af høj kvalitet. Markedets mangfoldige palet af smagsoplevelser indebærer alt fra Jensens Frilandsgrise til Ostemanden fra Vindblæs videre over til saft fra surbær og friskbagt brød fra Faunø. Arrangementet varer fra kl. 10-15 og det er gratis at kigge forbi.

En hel dag i Musikkens Hus med rytmisk musik i utallige afskygninger. Det er hvad RAMA Festivalen i Musikkens byder på lørdag fra kl. 12.30 til midnat.

Fra singer/songwriter med sang og guitar over større og mindre rock- og jazzbands med og uden synthesizer samt rytmisk kor med elektroniske beats - det hele kan opleves i løbet af en enkelt dag og aften med et stort udsnit af de dygtige, unge studerende ved Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling i Aalborg.

RAMA Festivalen består af en lang række koncerter af ca. en halv times varighed hver. Det er gratis at høre på.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste