Skal du i mosen i ferien? Pas på de elskovssyge elge
Lille Vildmose er et populært udflugtsmål i efterårsferien, men kommunen advarer om at gå for tæt på dyrene
AALBORG: Elge er store og smukke, men de er også vilde dyr, og hvis de først bliver vrede, er det dårligt nyt for nærgående turister.
Derfor advarer Aalborg Kommune nu alle, der har planer om at besøge den 7.600 hektar store vildmark ved Storvorde i efterårsferien.
- Der er smukt lige nu, men tag dig i agt, for elgene kan stadig være elskovssyge, skriver kommunen på sin Facebookside.
Forklaringen på den ildevarslende besked er, at Lille Vildmoses elge er i slutfasen af deres brunstperiode, og derfor kan de være ret hormonfyldte, utilregnelige og muligvis aggressive.
Desuden er de kalve, som køerne fødte i maj, nu store og vejer omkring 100 kilo, og dem vil køerne beskytte med deres liv. Derfor kan også elgkøerne med deres kalve være farlige at komme i nærheden af helt ind i efteråret - og altså også i efterårsferien.
Hvis du bevæger dig ud i mosen, skal du derfor være ekstra opmærksom, når du møder en elg.
- Hold øje med sænkede hoveder, rejste hår på ryggen og tilbagelagte ører, som er tegn på aggression for både elgtyre- og køer, lyder advarslen fra Aalborg Kommune
Vil du være sikker på ikke at gøre en elg vred, bør du holde mindst 50 meters afstand - og hvis du er i bil, skal du lade være med at stige ud.
Står der alligevel oplevelser i mosen på programmet for familien i efterårsferien, er der - udover elgene - masser af andre dyr at se, og Lille Vildmosecentret byder også på et hav af ferieaktiviteter for både store og små.
Du kan læse mere på lillevildmose.dk