- Vi vil gerne lave verdens bedste pakkeshop
De har ligget der i lidt over to uger - og oplever at flere og flere vælger deres pakkeshop til.
Men når man træder ind ad døren hos Pick Me Up i Urbansgade, ligner lokalet ikke en typisk pakkeshop.
For her er der både gratis indpakningspapir og gavebånd - samt i øjeblikket noget så kuriøst som smagsprøver på suppe fra Mou.
Men det hele hænger sammen, forsikrer Thomas Bro, der er direktør for Brandheroes ApS, som driver Pick Me Up-butikken.
Faktisk er pakkeshoppen et dedikeret og helhjertet sats fra selskabet på at gøre hele pakkeoplevelsen meget større - og meget bedre.
- Der er ikke rigtig nogen, der har villet lave den gode pakkeshop. Og så kom vi frem til, at det ville vi gerne give et skud. Vi vil gerne lave verdens bedste pakkeshop, siger han til Ligeher.nu Aalborg.
Voksende popularitet
Butikken i Urbansgade åbnede i forbindelse med Black Friday, og siden har antallet af kunder i pakkeshoppen været stigende, fortæller direktøren.
- Det skal være en sjov oplevelse at gå ned og hente sin pakke. Det er ultimativt vores mål med Pick Me Up, forklarer han videre.
I tillæg til butikken i Aalborg åbnede man samtidig også pakkeshops i Randers og Aarhus - og herfra er erfaringerne de samme.
- Den store øvelse består selvfølgelig i at overbevise folk om, at vi tilbyder noget andet end de sædvanlige pakkeshops - blandt andet de her gratis smagsprøver og i øjeblikket gratis gavepapir og gavebånd. Det er et langt, sejt træk, men vi tror på, at vi kan gøre det til en god oplevelse at hente sin pakke, siger Thomas Bro.
Forvent at få noget mere
Mens det altså er Mou-suppe, man kan få en smagsprøve på i øjeblikket, lover Thomas Bro, at udvalget vil variere løbende i butikken - formentlig én gang om måneden.
Det kunne eksempelvis være en ny sodavandsvariant, slik eller lignende produkter.
- Det helt centrale er, at man som kunde i pakkeshoppen kan forvente at få noget andet og mere med fra butikken end bare sin pakke, understreger Thomas Bro.
Han regner desuden med, at Pick Me Up på sigt kan rulles ud i hele landet.
Du kan besøge den nye pakkeshop på Urbansgade 22 - og vælge den til som dit udleveringssted, hvis du bruger GLS.
Det er i skrivende stund den eneste leveringsudbyder på adressen - "men mon ikke flere kommer til i fremtiden", tilføjer Thomas Bro.