Vero Moda giver Aalborg-butikker en overhaling: Gode åbningstilbud i vente
Hvis du har bevæget dig ned ad Bispensgade i den seneste tid, er du formentlig faldet over, at Vero Modas butik ikke ligner sig selv.
Kvindemode skal man kigge langt efter inde i butikken, hvor håndværkere er i fuld gang med en større renovering.
Men alt sammen er det en del af en større plan for kædens to butikker i Aalborg, fortæller Johan Dalegaard, der er ansvarlig for Vero Modas butikker.
For ikke nok med at gågadebutikken får en overhaling, så rykker Vero Moda i Aalborg Storcenter også i nye og større lokaler.
Det sker 3. april, oplyser Vero Moda til Ligeher.nu Aalborg.
- Vi er meget glade for, at vi har mulighed for at udvikle vores butikker i Aalborg og skabe endnu bedre indkøbsoplevelser for vores kunder, som vi glæder os til at byde velkommen i vores butikker, hvor vi introducerer vores nye koncept, siger Johan Dalegaard.
Det er planen, at Vero Moda i Bispensgade genåbner i det nye butikskoncept 30. januar - og ifølge en seddel i butikkens ruder, bliver det med en stor åbningsfest med gode tilbud og goodiebags til de første kunder.
I skrivende stund finder du desuden også en pop-up-butik længere nede ad Bispensgade - mod Vesterbro - med et udvalg af Vero Moda-produkter.