Billede beskrivelse

Vejgaard giver sin julebelysning væk

13. november 2025 kl. 17.02

AALBORG: I Vejgaard har man taget en svær men nødvendig beslutning.

Julebelysning er blevet for dyr i drift, og derfor har Vejgaard Handel besluttet, at de fine lysguirlander ikke skal op i bydelen i år.

– Vi er megaglade for vores julebelysning, så det er også med vemod, at vi har må erkende, at det simpelthen er blevet for dyrt for vores forening, fortæller Jette Haugaard Grønhøj, som er en af de frivillige i Vejgaard Handel.

Dog får de lysende guirlander lov at sprede juleglæde et andet sted i byen. 

Vejgaard Handel har nemlig doneret julebelysningen til Aalborg Zoo.

Voksende regninger

Årsagen til beslutningen er, at udgifterne til opsætning, nedtagning, reparationer og vedligeholdelse af julebelysning har vokset sig for store. 

Jette Haugaard Grønhøj fortæller til Aalborg LigeHer.nu, at det koster den lille handelstandsforening omkring 100.000 kroner at drifte belysningen om året.

Billede beskrivelse

– Det er simpelthen for mange penge, vi bruger på én ting i forhold til de mange andre ting, vi også gerne vil lave.

De voksende udgifter skyldes blandt andet større reparationer samt skærpede sikkerhedskrav til både opsætning og nedtagning, hvilket har gjort det langt mere ressourcekrævende.

Forståelse fra Vejgaard

På trods af den ærgerlige beslutning har Vejgaards beboere indtil videre taget nyheden pænt.

– Folk har udvist enormt stor forståelse, fortæller Jette Haugaard Grønhøj.

Og allerede nu arbejder Vejgaard Handel på at finde en mere holdbar løsning for julebelysning fra 2026.

– Vi er mega kede af, at vi må sige stop, for vi synes, vores julebelysning er så smuk. Men vi arbejder på, at der skal laves noget nyt.

Julen kommer til Vejgaard alligevel

Men selvom gaderne bliver mørkere, skal der nok blive jul i Vejgaard alligevel.

I år har Vejgaard Handel opfordret butikkerne til selv at pynte op.

Og fredag den 21. november klokken 16.30 inviteres hele bydelen til juletræstænding på Vejgaard Torv.

– Spar Nord har sponseret et kæmpestort juletræ på 900 kg, der stilles op på torvet, som børn fra de lokale børnehaver hjælper med at pynte.

Her kommer julemanden også forbi med godteposer til børnene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste