Populær julebutik genåbner i Aalborg
AALBORG: Julen nærmer sig med hastige skridt.
I Aalborg betyder det julemarked, hygge i gågaderne - og også den helt særlige julestemning der breder sig i Aalborg Historiske Museums julebutik i Algade.
Den er i dag - torsdag 6. november - åbnet igen, skriver museet i en pressemeddelelse.
- Vi lægger vægt på at videreføre de juletraditioner, som mange forbinder med deres barndom og familiejul. Der er noget særligt ved at hænge det samme pynt op år efter år - det skaber en følelse af samhørighed og genkendelighed, siger Vibeke Hvass Mølbak, der er ansvarlig for butikken.
Julebutikken er fyldt med traditionsrig julepynt, nostalgiske nisser, klassiske bøger og ikke mindst historiske julespecialiteter, skriver Aalborg Historiske Museum.
Og det er med traditionen og det genkendelige for øje, at man i år har pyntet op i julebutikken, forklarer Vibeke Hvass Mølbak.
- Vi oplever hvert år, at folk kommer igen netop for at finde det, de forbinder med rigtig jul. Ikke nødvendigvis det nyeste, men det velkendte og traditionsrige. For mange er juletræet ikke helt rigtigt, hvis papirtrommerne, lamettaen og flagguirlanderne mangler. Sådan var det, da de var børn, så sådan skal det også være her i 2025, siger hun.
Den kendte julebutik befinder sig på Algade 48 og holder åbent i hele julesæsonen.
Det betyder, at der er åbent i butikken tirsdag til lørdag kl. 10-17 i november - og mandag til lørdag kl. 10-17:30 i december.