Mere liv: Mæglere melder om stor interesse i midtbyens lokaler
AALBORG: Går man igennem gågaden i centrum af Aalborg kan man måske få indtryk af at antallet af tomme butikslokaler er stigende.
Men faktisk er billedet et helt andet.
Hos Ejendomstorvet.dk, der har landets største udvalg af erhvervslokaler til udlejning, er udbuddet af butikslokaler til leje faldet det seneste halve år.
Samlet set står 2,5 procent af butikslokalerne i Aalborg tomme, og det er både lavere end det ses i de øvrige storbyer og ligger samtidig under landsgennemsnittet på 3,2 procent.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
- For Region Nordjylland er udbuddet stadig lidt højere end i hele landet, men siden indgangen til 2025 er udbuddet faldet fra 3,7 til nu 3,4 procent, siger Jakob Wegener, der er administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
På landsplan har de i øjeblikket 2.200 lokaler til butik, café og kaffebar i udbud. Heraf ligger 84 i Aalborg Kommune og 147 i det øvrige Nordjylland.
Og det er ikke kun hos Ejendomstorvet.dk, at man ser en positiv udvikling. Det gør de også hos EDC Erhverv Poul Erik Bech.
- Vi er begyndt at leje flere små lokaler ud i Aalborg, fx til kaffebarer, smørrebrød og isbutikker, og de bliver ofte åbnet af helt unge iværksættere. Og vi ser mere og mere, at forskellige klinikker rykker ind i butikslokaler frem for at ligge mere anonymt på en 1. sal, siger Martin Brasholt Mikkelsen, der er partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.
Også hos Nordicals Aalborg, ser man en stor stigning i interessen.
- I årets første måneder har vi lejet ud flere steder på gågaden. I Bouet-området i Nørresundby er vi koblet på det videre forløb med storbutikker og nybygget Coop-dagligvareforretning, og her har Coop fået udlejet 13 ud af 16 enheder, selv om byggeriet først står klart om et par år, siger Mattias Manstrup, partner hos Nordicals Aalborg.