Lokale iværksættere åbnede fælles butik: Sådan er det gået

09. oktober 2023 kl. 10.31

Kort fortalt:

  • Butikken The New New drives af otte iværksættere, som ønsker et større kendskab til deres produkter.
  • I butikken kan man finde tøj, duftlys, smykker, snacks og merchandise.


I august slog otte iværksættere fra UCN sig sammen og præsenterede en ny butik på Boulevarden 8, The New New. Her kan nysgerrige aalborgensere få en snak med iværksætterne og kigge på deres produkter.

- Overordnet set er det gået rigtig godt, og os iværksættere har været gode til at tage ansvar i butikken, selvom vi også har travlt med vores egen virksomhed, siger Maria Stephansen, medstifter af FROD.

En kanon startspurt

25. august blev The New News første åbningsdag, og tiden derefter oplevede iværksætterne en stor interesse.

- Startspurten var fed, men nu kan vi godt mærke, det er gået hverdag i den, siger hun og fortæller videre, at mange faktisk tror, at butikken er en tøjforretning.

Derfor vil iværksætterne fremhæve flere af de andre produkter i vinduerne og forhåbentligt skabe et større flow.

- Samtidig har vi snakket om at anskaffe borde og stole. Vi giver nemlig gratis kaffe, som man selvfølgelig også kan nyde, mens man kigger på produkterne.

Faste kunder kigger forbi

FROD, som sælger abonnementsbokse med snacks fra hele verden, bruger primært butikken som et showroom og afhentningssted.

For nogle af de andre iværksættere har det givet godt gang i salget, blandt andet SecondHood, som er et genbrugsunivers med tøj til både mænd og kvinder.

- Jeg synes faktisk, at tøjet sælger sig selv. Det er vildt hyggeligt at møde kunderne, og jeg har nogle faste kunder, som ofte kigger forbi, fortæller indehaver Frederikke Amalie Jacobsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste