Seneste nyt
Billede beskrivelse

Efter branden: Nu står Skansens nye sauna klar

24. september 2026 kl. 14.01

NØRRESUNDBY: For lidt over et år siden gik en af Skansens to saunaer op i flammer. Nu står afløseren klar. 

Den er større, mere tilgængelig og med helt nye muligheder for lys og lyd.

Det blev en længere proces end først ventet, men nu er ventetiden forbi.

Den nye saunahytte på Skansen er færdig og klar til at tage imod gæster.

- Man bliver selvfølgelig lidt utålmodig undervejs, og vores gæster har også været utålmodige. Nu har vi til gengæld et rigtig, rigtig godt produkt, siger centerdirektør Lars Dam Møller.

Saunaen erstatter den hytte, der brændte 15. april 2025 sammen med en vandrutsjebane. 

Rutsjebanen stod klar tilbage i oktober, mens saunaen har været længere undervejs på grund af blandt andet byggetilladelser, projektering og udfordringer med undergrunden.

Plads til 90 gæster

Den nye sauna er 70 kvadratmeter og har plads til op mod 90 personer. Det er omkring 50 procent mere plads end i den tidligere sauna.

Samtidig er den bygget, så den er lettere at komme til.

Hvor gæsterne før skulle ned ad en trappe for at komme ind i saunaen, ligger den nye hytte nu i niveau med området omkring den.

Billede beskrivelse

- Tidligere skulle man ned ad en trappe, hvilket blandt andet gjorde det sværere for ældre mennesker. Nu ligger saunaen i niveau, så den er langt mere tilgængelig, fortæller Lars Dam Møller.

Der er også blevet tænkt over komforten inde i saunaen. Bænkene er dimensioneret med mere plads, så der er bedre plads til både fødder og krop.

Skal kunne mere end den gamle

En af de store nyheder er saunaens system til lyd og lys.

Det giver mulighed for at kombinere musik og forskellige lysindstillinger og dermed skabe forskellige stemninger under blandt andet saunagus.

- Der er musik, der kører sammen med forskellige lysindstillinger, blandt andet lys, så det giver nogle gode effekter, fortæller Lars Dam Møller.

Billede beskrivelse

Saunaen har desuden fået en ny, kraftigere ovn, som kan levere den varme, der er behov for.

Og selv om der er kommet ny teknologi til, har Skansen forsøgt at få den nye hytte til at passe ind i området.

- Vi har forsøgt at skabe et lidt mere moderne, nordisk udtryk. Der er rigtig flot udsigt til haven og den lille skov bagved, så vi synes, den falder rigtig godt ind i omgivelserne, siger centerdirektøren.

Åbner med gus hver time

De seneste dage har Skansen testet saunaen for at få temperatur, lyd og lys til at spille sammen.

Nu er den klar til den officielle åbning.

Fredag bliver dørene slået op, og klokken 8.30 bliver åbningen markeret med snoreklip ved Lasse Frimand. Hele dagen bliver der mulighed for at prøve saunaen med gus hver time.

Billede beskrivelse

Om aftenen fortsætter fejringen med en særlig åbningsfest for 90 gæster.

Billetterne blev sat til salg torsdag, og kort efter havde omkring 70 allerede sikret sig en plads.

- Vi forventer, at der bliver udsolgt, siger Lars Dam Møller.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste