Købmand i Rema 1000 Stenbjergvej i Aalborg Øst, Christian Sørensen, er utilfreds med, hvordan kunder behandler butikkens frost- og kølevarer, skriver han på Facebook. Foto: Simon Jensen
Købmand i opråb: "Det er super dårlig stil"
AALBORG: "Her kommer desværre et opslag jeg ellers gerne ville have været foruden".
Sådan indleder købmand i Rema 1000 Stenbjergvej i Aalborg Øst, Christian Sørensen, et opslag på Facebook.
Årsagen er, at han i stigende grad oplever, at køle- og frostvarer bliver efterladt i hans dagligvarebutik af kunder, som alligevel ikke skal købe varerne.
Og det frustrerer købmanden.
"Det er super dårlig stil, da vi skal smide varerne ud der ellers ikke fejler noget. Det er både dyrt for os og madspild," skriver købmanden i opslaget, inden han kommer med en opfordring:
"Hvis man ikke kan overskue at ligge varen tilbage giver man den til en medarbejder, eller ligger den i et andet køleområde".