Billede beskrivelse

Ingen panik: Her kan du købe ind i julen

Har du glemt mandlerne, eller er fløden sur, så fortvivl ikke, for mange butikker i Aalborg er åbne på trods af helligdagene

23. december 2022 kl. 19.04

AALBORG: Julefreden er kun få øjeblikke fra at kunne sænke sig over landet.

Men står du midt i madlavningen og opdager, at du har glemt mandlerne til risalamanden, kuløren til sovsen eller snapsen til de kommende dages sild, så fortvivl ej. Mange af byens butikker er nemlig åbne, mens du hygger.

For selv om hovedparten af supermarkederne holder helligdagslukket juleaftensdag, juledag og 2. juledag, så er der hjælp at hente, hvis du løber tør for livsnødvendigheder.

Her på aalborg:nu har vi samlet nogle af de indkøbsmuligheder, vi glemsomme sjæle har i disse dage.

Netto:

I Aalborg-området er der fire Netto-forretninger, der holder fanen højt og dørene åbne.

Det er Netto på henholdsvis Vestre Allé og Eternitten, Danmarksgade og Kollegievej. I Nørresundby kan du handle i Netto på Forbindelsesvejen.

Der er helligdagsåbent kl 8-22 hos Netto - enkelte butikker kan have andre åbningstider, skriver kæden på dens hjemmeside.

Aldi:

Helligdag eller ej. Aldi er åben for dig... 

Den tyske discountkæde har for nylig meddelt, at den trækker sig ud af Danmark i 2023, men den tager altså lige den sidste jul med.

Kædens butikker i Aalborg og Nørresundby er åbne alle juledagene. Generelt holder Aldi åbent 24. december kl. 8-14 og juledag og 2. juledag kl. 8-21 - enkelte butikker kan dog have andre åbningstider, oplyser kæden.

Coop 365discount

Coops nyeste discount-alternativ er bredt repræsenteret i Aalborg og Nørresundby.

Og som navnet antyder, ja, så kan du købe ind året rundt. Juleaftensdag kan du hente sidste øjebliks-fornødenheder mellem kl. 8 og 15, mens der juledag er åbent kl. 10-21 og 2. juledag, mandag 26. december, kan købes ind mellem kl. 8-21.

Spar:

Også de lokale Spar-købmænd holder åbent i juledagene.

Det gælder f.eks. Spar Kastetvej, som juleaftensdag er klar kl. 08-15. Juledag er der åbent kl. 9-22 og 26. december kl. 8-22.

Hos Spar Vejgaard kan du handle kl. 7-15 juleaftensdag. Butikken holder lukket 25. december, mens der er åbent kl. 7-21 26. december, 2. juledag. I Spar Doravej kan du købe ind kl. 8-15 juleaftensdag, juledag har samme åbningstider, mens de 2. juledag hedder kl. 8-21.

Min Købmand:

Det er tyndet ud i butikkerne i Min Købmand-kæden i Aalborg-området de seneste år. Senest lukkede Min Købmand Nørre Uttrup Torv forleden permanent.

Min Købmand Godthåb holder dog fanen højt og butikken er åben lørdag 24. december kl. 07.30-15 og søndag og mandag kl. 07.30-20.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste