Billede beskrivelse

Essi designer tøj, som skiller sig ud: - Det har altid været en drøm

Hun brander sig på sine unikke designs – og hjælper samtidig små virksomheder i Afrika

15. juni 2023 kl. 19.03

AALBORG: I en lille kælder på Gravensgade sidder 49-årige Essi Tomobile. Her designer og syer hun tøj, som er en blanding af det bedste fra den afrikanske og nordiske kultur.

- Det har altid været en drøm at designe afrikansk tøj med nordisk stil, fortæller Essi Tomobile, som har boet i Aalborg siden 1984 – dog med små ophold i blandt andet København og London.

Hele livet har hun været en kreativ sjæl og er blandt andet uddannet billedkunster samt beklædning og design.

Billede beskrivelse

- Jeg kan godt lide den skandinaviske minimalisme og individualisme med asymmetriske former og kombinere den stil med eksotiske farver og mønstre.

Anderledes designs

Ifølge Essi Tomobile er hendes designs perfekt til dem, som dyrker individualisme og godt kan lide flot, farverigt afrikansk tekstil, som udtrykker glæde.

Når en kunde besøger hendes butik, Nordic Afro Design, er der stort fokus på samarbejde. Hun går nøje op i hjælpe og rådgive i valg af farver, design eller forandring af tøj.

- Jeg elsker at lege med udtryk og farver og kan godt bruge lang tid sammen med kunder.

- Nogle gange kan jeg godt bruge for mange timer, hvis man tænker forretningsmæssigt. Men jeg elsker mit job og de ting, jeg skaber, tilføjer hun.

Billede beskrivelse

Et unikt samarbejde

Essi Tomobiles butik er i høj grad en niche, som brander sig på individualisme og unikhed, fortæller hun.

Samtidig går hun op i kvalitet og ordentlighed. Stoffet er bæredygtigt og økologisk, og det afrikanske tekstil køber hun hos små virksomheder i Afrika.

- Jeg har et samarbejde med tre afrikanske kvinder, som sælger mig tekstiler. På den måde støtter jeg dem økonomisk, og det er med til at skabe arbejdspladser for afrikanerne.

Billede beskrivelse

Det drejer sig blandt andet om tekstiler i form af kork, bambus, pinatex, som er et alternativ til læder baseret på ananasfibre – og der er aldrig stof, der går til spilde i butikken.

- Der kommer selvfølgelig tekstilstumper under produktionen af tøjet, men dem gemmer jeg og bruger til for eksempel øreringe, solbrilleetuier, hårbånd og armbånd.

- Jeg har aldrig smidt noget ud i de år, jeg har haft forretningen, siger Essi Tomobile, som har drevet Nordic Afro Design siden 2019.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste