Billede beskrivelse

Et koryfæ i modebranchen takker af: - For mig er det et naturligt punktum

29. september 2025 kl. 08.17

Siden 1968 Poul Erik Kofoed Ibsen haft en central plads i Aalborgs mode- og detailhandel. 

Nu lukker han imidlertid computeren for sidste gang, når han takker af i Tiffany i Bispensgade. 

Det skriver Tiffany i en pressemeddelelse. 

- Jeg startede min første forretning tilbage i 1968, og siden da har jeg haft fornøjelsen af at bygge virksomheder op og følge både moden og kunderne tæt gennem årene. Tiffany har været en vigtig del af mit liv – en butik med hjerte, kvalitet og kunderne i centrum, siger Poul Erik Kofoed Ibsen. 

Han startede Tiffany tilbage i 2004 og overdrog siden ledelsen af butikken til sin datter Kristine. 

Billede beskrivelse

- Jeg er stolt af at se hende føre Tiffany videre og ind i en ny æra. For mig er det et naturligt punktum – og et smukt skifte til næste generation, siger Poul Erik Kofoed Ibsen. 

For at markere generationsskiftet i butikken lancerer Tiffany en ny kampagne - New Era. 

Den startede lørdag 28. september og kører indtil 7. oktober. 

Her vil der være 20 procents rabat på næsten alt - både online og i butikken i Bispensgade. 

Samtidig bliver der disket op med bobler og en hyggelig stemning i butikslokalerne i kampagneperioden. 

- Det betyder utrolig meget for mig at bygge videre på det, min far har skabt. Tiffany er både en butik og en historie – og nu starter et nyt kapitel. Det vil vi gerne fejre sammen med vores kunder, fortæller Kristine Kofoed Ibsen og tilføjer: 

- Vi vil gerne sige tak til de mange kunder, der gennem årene har bakket op om Tiffany – og samtidig åbne dørene til fremtiden. New Era handler både om at fejre vores historie og om at tage næste skridt. 

Tiffany finder du på adressen Bispensgade 6 i midtbyen. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste