Billede beskrivelse

Shop non-stop i 12 timer før påske

Cityforeningen lancerer ny Day & Night op til ferien med koncert, konkurrencer og nye varer i butikkerne

18. marts 2018 kl. 23.12

AALBORG: Mange er allerede gået på ferie. Andre gør det på dagen. Samtidig er foråret med sol og udeliv lige om hjørnet.

Derfor lancerer Aalborg City nu en ekstra Day & Night shoppedag i midtbyen, onsdag før påske, 28. marts.

- Vi plejer at have de lange dage i juni og i forbindelse med Aalborg i Rødt, men vi synes, det ligger lige til højrebenet også at have en her i foråret, siger direktør i Aalborg City Flemming Thingbak.

På dagen åbner butikkerne derfor som vanligt kl. 10, men lukker først igen kl. 22.

Billede beskrivelse

Oplevelser for alle

Citydirektøren peger på, at alle byer og centre i stigende grad er opmærksomme på at skabe oplevelser, når folk skal ud at bruge penge.

- Der er hverken service eller nærvær, når man klikker sine varer hjem fra nettet, det skal der være hos os. Man skal have noget ekstra, siger han.

Derfor behøver man heller ikke gå hjem, når forretningerne lukker. Traditionen tro er der nemlig gratis koncert på Gammeltorv - denne gang med Halberg & Friends, der serverer en række af guitaristen Poul Halbergs hits fra grupper som Halberg Larsen og Ray Dee Ohh.

- Hos os skal shopping og kultur gå hånd i hånd, og vi er heldige, at der allerede sker rigtig meget i Aalborg, men det må gerne blive endnu mere, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste