Se listen: 5 steder med lækkerier til påskehyggen

Aalborg er fyldt med hyggelige cafeer og små steder, hvor man kan sætte tænderne i lækkerier eller drikke en varm kakao

25. marts 2018 kl. 12.27

AALBORG: Påsken står for døren og med det danske klima, er det aldrig til at regne ud, hvordan vejret arter sig. Heldigvis kan man altid lave et pitstop og hygge med lidt lækkerier. Aalborg:nu har samlet en liste med bud på fem steder, der serverer gode sager til den søde tand.

1. Paradis

Den populære isbutik åbnede op for sæsonen den 3. marts. Derfor kan du sagtens svinge forbi i påskedagene, når lækkersulten melder sig på shoppeturen. Dog skal vejret helst være tåleligt, hvis du er i Algade, for der er ikke siddepladser i den lille forretning.

Som altid tilbyder Paradis cremede italiensk-inspirerede is i forskellige varianter, der får tænderne til at løbe i vand, når man kigger i frysemontren.

En nyhed i år er, at man kan få en kombination med Oreos, der kan lokke selv den mest afholdende type i fordærv. Desserten er toppet med flødeskum, chokoladesauce - og selvfølgelig mini oreos.

Du finder Paradis Is på Algade, i Reberbansgade og i Storcentret.

2. Kochs Kaffebar

Når man passerer Kochs Kaffebar på Algade, så er det første, man får øje på, de håndlavede kæmpeflødeboller i vinduet. De er blot en del af udvalget af søde sager, som man kan sætte tænderne i på caféen, der også fungerer som butik. Man kan nemlig også vælge imellem en masse kager, der kan kombineres med en af deres mange kaffer, the, chokolader, milkshakes eller iskaffer.

Du finder Kochs Kaffebar på Algade, der trods ombygning er åben, og i Shoppen i City Syd.

3. Abbey Road

De beskriver sig selv som "et anderledes og hyggeligere sted med hjemlig atmosfære", og det passer meget godt til en venindetur eller andet i påskeferien. Caféen er lillesøster til Penny Lane, og derfor kommer alt deres bagværk derfra. Hvis du er bekendt med det koncept, så kan du måske allerede se de flotte kager for dig.

Vil du samtidig bytte en af dine læste bøger til en ny, så er der også mulighed for det. Abbey Road har nemlig et bogbytningskoncept, hvor du kan bytte din bog ud med en af deres. Er du alene på tur, kan du også sætte dig og læse, mens du spiser et stykke kage eller drikker en kop kaffe.

Du finder Abbey Road på Kjellerupsgade.

4. Café Ulla Terkelsen London

Caféen med det lidt særprægede navn kan stille din sukkertrang, hvis du befinder dig i Vestbyen. De fleste er nok bekendt med stedets brunch og lune retter, men der gemmer sig meget mere på menukortet. For eksempel dagens kage eller cookies (som de skriver: "Spørg Ulla, hvad der gemmer sig i dåsen").

De kan eventuelt suppleres med en gang kakao toppet med flødeskum, skumfiduser og krymmel, en kop the eller måske en kaffe krudt, der dækker over en kombination med "et skvæt" alkohol. Eksempelvis kan du få en Cappucino Deluxe med Amaretto og knust makron.

Du finder Café Ulla Terkelsen London på Kastetvej.

5. Vaffelhuset

I December åbnede Vaffelhuset dørene i Nørregade og erstattede Nr. 14 Diner. Nu kan du derfor få vafler i alle afskygninger. Er i på jagt efter den søde variant, så er der både hjertevafler og belgiske vafler med is, varm chokoladesauce, syltetøj, skumfiduser eller andre sukkerholdige lækkerier på menuen. Og det er langt fra det eneste, der er værd at gå efter, hvis man trænger til søde sager. Vaffelhuset har nemlig beholdt nogle af de populære ting fra Nr. 14 Diner. For eksempel deres hjemmelavede milkshakes og deres "Choko Float", som består af varm kakao med soft ice, flødeskum, vaffelrør, en cookie og forskelligt drys.

Du finder Vaffelhuset på Nørregade 14.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste