Se billederne: Lokal klatreklub bygger FunCenter om til klatremekka
AALBORG: Der banker rockmusik ud af en robust højtaler på gulvet. Overalt ligger der byggematerialer, kasser og værktøj.
Tre håndværkere koncentrerer sig om at montere en række plader fuld af huller til klatregreb på en trækonstruktion.
I bunden af den bare betonhal kan man se omridset af det, det hele handler om. Hele bagvæggen er beklædt med dele af en klatrevæg.
- Det er helt vildt, så meget der er sket siden mandag, siger Vibeke Rødsgaard-Mathiesen.
Hun er forperson for Aalborg Klatreklub. Ligeher.nu er på besøg i klubbens nye lokaler i det tidligere Funcenter på Eternitten. Det er fredag, og Vibeke Rødsgaard-Mathiesen har været i København siden mandag. Nu er hun tilbage, og arbejdet er i den grad skredet frem.
- Det er vigtigt for os at sige, at vi stadig er den helt samme klub, men nu bare på to lokationer. Vi får børneområde, flere spændende klatremuligheder og bedre plads. Det bliver så godt, siger forpersonen.
Indtil videre har klubben haft til huse hos Aalborg Sportshøjskole på Annebergvej i Vestbyen.
- Vi har været gode til at udnytte pladsen til sidste kvadratcentimeter, siger Vibeke Rødsgaard-Mathiesen.
Processen med at finde større lokaler blev faktisk udløst af, at en række medlemmer efterspurgte et bestemt klatrebræt - et såkaldt kliterboard. Bestyrelsen ville gerne efterkomme ønsket, men der var simpelthen ikke plads i de gamle lokaler på Annebergvej - uanset hvor kreative de forsøgte at være.
Håndværkerne kommer fra et østrigsk firma, der hedder ArtRock. Det er en ret specialiseret tømreropgave at sætte klatrevægge op. Der er mange vinkler på dem, og det er kompliceret at udregne bæreevne. Håndværkerne er i Danmark to uger ad gangen, hvorefter de bliver udskiftet. I fritiden har de fået et adgangskort til Aalborg Klatreklubs lokaler på Annebergvej. De er nemlig selv ivrige klatrer.
- Vi satser på, at vi får plads til mindst dobbelt så mange medlemmer. Lige nu har vi omkring 900, og vi får plads til i hvert fald 2000, siger forpersonen.
Der har været medlemsstop det sidste år i klubben, men nu er der åbent igen.
- Jeg ved, at der er en fortælling om, at der er lukket for tilgang af nye medlemmer hos os. Det har også været rigtigt, men nu er man altså meget velkommen til at melde sig ind, siger Vibeke Rødsgaard-Mathiesen.