Pirates-føring, men nervøsitet
Support-formand lidt nervøs, men tror på guldet
AALBORG: Ved den seneste finalekamp i Aalborg var guldfesten næsten allerede startet i forhallen. Det er ikke tilfældet denne gang.
Aalborg:nu har fanget formanden for Pirates Support, Thomas Nielsen til en snak.
Han tror stadig på, at guldet kommer i hus, men denne gang er han langt mere nervøs.
- Vi havde nok lidt for hurtigt taget lidt hul på festen sidste gang, men ved den her kamp er folk langt mere nervøse, siger han.
Et hurtigt blik rundt i flokken af de mest hardcore fans fortæller samme historie. I fredags var der ikke sparet på tøj, parykker, hjelme og andet udstyr i guld. I dag skal man lede længe efter den slags, for alle Pirates Supportere ser ud som til enhver anden kamp. De er iklædt deres rød-hvide spillertrøjer, ganske som de plejer.
- Jeg tror, det er aftalt på forhånd, at folk ikke kommer i guldudstyr den her gang. Vi skal ikke jinxe det. Jeg tror ikke, det er for meget at sige, at den mere nordjyske tilgang med lidt pessimisme er kommet over os, siger han med et smil på læben.