Piraterne fejret på Gl. Torv
Fans var mødt talstærkt op for at hylde deres helte
AALBORG: For første gang i 37 år er det lykkedes Aalborg Pirates at tage det danske mesterskab i ishockey. Det skulle selvfølgelig fejres på Rådhuset, hvor blandt andre borgmester Thomas Kastrup Larsen lykønskede spillerne og klubben.
- Vi er mestrene
Omkring et par hundrede fans var onsdag eftermiddag mødt op foran Rådhuset på Gammeltorv for at fejre Aalborg Pirates. Flere var iført de karakteristiske guldparykker og en stor del havde iklædt sig deres Pirates-trøjer og -huer.
De kiggede alle mod de åbne vinduer i den gule bygning og ventede på at spillerne skulle kigge ud. Når det skete blev der råbt og sunget. Blandt andet lød der flere gange: "Vi er mestrene, vi er mestrene", ligesom der flere gange blev kaldt på blandt andre Ronni Larsen.
Pokalerne blev dog ikke indenfor. Efter kort tid blev de nemlig stillet ud på brostenene foran Rådhuset, så alle fans kunne holde dem og tage billeder af dem.
Flere hæse stemmer
Blandt de fremmødte fans stod Christian Nielsen klar til at klappe af spillerne. Der er efterhånden ikke meget stemme tilbage efter de seneste kampe.
- Jeg var med i Aalborg i fredags, i Herning i søndags og igen i går i Aalborg, så min stemme er lidt slidt. Der er blevet råbt og skreget og sunget med på alle sangene, fortæller han.
Der kommer stadig mange følelser frem, når han tænker tilbage på den afgørende finalekamp i Cool East Arena.
- Det var helt vildt. Især i tredje periode, fortæller han.
Bag ham står en kvinde og kigger mod os. Det er Christian Nielsens kommende kone, og hun har ikke Pirates-trøje på. Faktisk er hun fan af Herning Blue Fox, men det har ikke betydet noget for forholdet, at Aalborg Pirates snuppede guldet i finalen.
- Nu tager vi snart til VM sammen, så nu kan vi godt snakke pænt til hinanden igen, griner han.