Billede beskrivelse

Ny pædagoguddannelse i Aalborg

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde endnu en vej til en uddannelse som pædagog, siger rektor

17. april 2023 kl. 13.02

AALBORG: Snart kan nordjyderne uddanne sig til pædagog på blot to et halvt år. I hvert fald hvis man har en akademisk baggrund.

Fra sommeren 2023 åbner der nemlig en ny meritpædagoguddannelse i Aalborg på Professionshøjskolen UCN, der er målrettet akademiske bachelorer, der vil skifte fag.

Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Uddannelsen er en såkaldt sporskifteuddannelse, som skal bidrage til, at der bliver uddannet flere pædagoger. Ifølge pressemeddelelsen er de lignende uddannelser, der allerede findes i København, Aarhus og Odense, efterspurgte.

Glad rektor

Rektor på Professionshøjskolen UCN, Kristina Kristoffersen, er glad for, at man nu har endnu en pædagoguddannelse på skolen.

- I UCN er vi optagede af at bidrage til at løse manglen på pædagogisk arbejdskraft i de nordjyske daginstitutioner, siger hun ifølge pressemeddelelsen.

- Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde endnu en vej til en uddannelse som pædagog. Jeg håber, at sporskifteuddannelsen kan appellere til ledige akademikere, der har et ønske om at bringe deres kompetencer i spil i en ny profession, og ser frem til at byde de første studerende velkommen til september.

Fleksible uddannelser

Også uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) udtrykker begejstring over den nye nye uddannelsesmulighed i det nordjyske.

- Jeg er rigtig glad for, at der nu åbnes endnu en ny vej til at blive pædagog. Sporskiftemodellen er et godt eksempel på, hvordan vi ved at tænke vores uddannelser mere fleksibelt, kan få flere til at vælge eksempelvis pædagogfaget. Den her regering arbejder for at give bedre mulighed for at uddanne sig hele livet. Og jeg synes, at ordningen her giver en god pejling på, hvad der kan ligge af potentiale i uddannelsessystemet, hvis vi tør tænke nyt.

Den nye sporskiftemodel henvender sig til ansøgere med en videregående uddannelse på minimum bachelorniveau. En meritpædagoguddannelse varer to et halvt år - ét år mindre end den ordinære pædagoguddannelse. UCN forventer at uddanne ca. 25-30 pædagoger om året på den nye uddannelse.

Normalt bliver ansøgere til meritpædagoguddannelsen mødt med krav om relevant erhvervserfaring på mindst to år. På sporskifteuddannelsen gives studerende i stedet mulighed for at optjene praktisk erfaring sideløbende med studiet i for eksempel vuggestue, børnehave, skole eller fritidsordning, da de studerende arbejder 30 timer om ugen med løn. Der er derfor ikke krav om forudgående relevant erhvervserfaring.

Se også
Ærgrelse over hele linjen: Opgiver at flytte studiepladser
Se også
Færre har søgt ind på pædagoguddannelsen: UCN i Thisted forlænger fristen for nye ansøgere
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste