Ny butik: Surdejsbageren vil sælge kurser og bagegrej - og kaffe
Det har været noget rod at have surdejskurser og salg af bagegrej på Budolfi Plads. Nu åbner Surdejsbageren ny butik
AALBORG: Surdejsbageren har længe forsøgt at lave bagekurser, der var nemme at overføre til hjemme-køkkenerne.
Men det var svært, når man i de eksisterende lokaler var nødt til at bruge industriovne og røremaskiner til 50 kilo dej. Det var lissom ikke det samme som hjemme i køkkenet med en KitchenAid og en Gorenje-ovn. Men nu skal kurserne baseres på de maskiner, folk har i deres egne hjem og flytter derfor ud af Surdejsbagerens lokaler oppe på Budolfi Plads.
- Jeg savner at holde lidt flere kurser. Det er altid dejligt, når man har mulighed for at snakke med folk. Der er ikke plads til at lave kurser heroppe, som jeg gerne vil lave dem. Nu køber vi en masse husholdningsovne og laver surdejskurserne, så brugerne kan overføre dem endnu nemmere til deres eget hjem, siger Henrik Bruse, der er selveste Surdejsbageren.
I den nye butik kommer han også til at sælge kaffe, kaffeudstyr, bageudstyr og mel.
- Jeg håber, folk vil bruge butikken til at komme forbi til lidt kaffe og kigge på produkterne, lidt lige som de nye pladebutikker i København, hvor de også serverer kaffe, siger Henrik Bruse.
Ny åbningsdato
Kaffe & Surdej bliver navnet, og som billedet antyder, så burde de kunne åbne allerede i midten af denne måned. Men åbningsdatoen bliver flyttet, så åbningen og de første kurser kan finde sted i begyndelsen af juli måned.
- Vi flytter, så vi lige når at få Idrætsugen (23.-26. juni, red.) med, inden vi åbner, siger Henrik Bruse.