Nu kan du opleve storfilmen Gladiator med live symfoniorkester
Musikkens Hus er klar med endnu en af de populære filmkoncerter
AALBORG: Nu bliver den gamle historie om hærføreren Maximus, der bliver gladiator igen, vækket til live, når filmen fra år 2000 turnerer i hele Norden som filmkoncert med live symfoniorkester.
Det er Musikkens Hus, der har sikret sig rettighederne til den Oscar-vindende film, og filmkoncerterne har premiere i Aalborg 9. juni med Aalborg Symfoniorkester.
Musikkens Hus har siden 2014 haft stor succes med de populære filmkoncerter, hvor blandt andet Harry Potter-serien samt Love Actually In Concert har sørget for udsolgte koncertsale i både Danmark og resten af Skandinavien.
Snart kan publikum se frem til endnu en oplevelse, når de bliver taget tilbage til Romerriget med filmkoncerten Gladiator Live. Det skriver musikhuset i en pressemeddelelse.
- Filmkoncerter er vokset meget i popularitet, siden vi som nogle af de første i Danmark introducerede konceptet herhjemme, og derfor er vi også utroligt glade for at have sikret os rettighederne til endnu en prisvindende film, siger direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester Lasse Rich Henningsen.
- Gladiator har længe stået øverst på ønskelisten over filmkoncerter, og det glæder mig, at vi nu kan fortsætte vores ambitiøse samarbejder og udbrede endnu flere stærke filmkoncert-oplevelser på tværs af Norden.
Det er mere end tyve år siden, Gladiator, der er instrueret af Ridley Scott (Blade Runner, Alien, The Martian, Thelma & Louise), for første gang rullede over skærmen, og siden har filmen opnået nærmest ikonisk status inden for filmverdenen og er blevet set af millioner af mennesker verden over. Gladiator har da også modtaget adskillige Oscar-statuetter.
- Filmkoncerter er en fantastisk mulighed for at kombinere en filmoplevelse med spektakulær musik, og med Gladiator kan publikum se frem til et historisk drama med fortryllende musik, der bliver spillet live af Skandinaviens bedste orkestre, siger Lasse Rich Henningsen.
- Jeg ser selv umådeligt meget frem til at blive blæst bagover af filmen og musikken.
Billetsalget begynder mandag 7. marts her på Musikkens Hus' hjemmeside