Nu går der sport i Friis
Stor sportskæde rykker ind i shoppingcenter - det er kædens første butik i midtbyen. Se hvem det er her
AALBORG: Der er godt gang i ombygningen af Friis Shoppingcenter, og der åbner løbende nye butikker.
Nu kan centret afsløre, at Sport 24 bliver en del af det nye Friis Shoppingcenter.
Den nye Sport 24 er kædens første butik i Aalborg midtby og den 29. butik i Danmark. Sport 24 fører et bredt udvalg af de populære sportsmærker, fx Adidas, Hummel, Peak Performance osv.
- Detailudviklingsprojektet omkring Friis Shoppingcenter er ved at være ved vejs ende, og vi glæder os til at informere shoppeglade aalborgensere om nye koncepter, der i fremtiden bliver lanceret i centret. Derfor er det også en stor glæde, at vi nu kan annoncere åbningen af en ny flot sportsaktør, Sport 24, som vil kunne bidrage til den totale shopping-oplevelse i fremtiden, siger Lotte Skou, Center Manager i Friis Shoppingcenter.
Butikken får en attraktiv placering på plan 0 overfor Dalle Valle og ved den nye indgang til shoppingcentret ud til Nytorv. Butikken bliver 348 m2 med flotte glasfacader.
- Det er med stor glæde, at Sport 24 åbner ny konceptbutik i Aalborg midtby i Friis Shoppingcenter. Vi ser frem til at være en del af Friis Shoppingcenter, og vi glæder og til at servicere aalborgenserne med et spændende udvalg indenfor sportsbeklædning, siger direktør fra Sport 24, Lars Elsborg.
Ombygningen af butikken er allerede i gang, og Sport 24 forventes at åbne i foråret til et brag af en åbningsfest.