Billede beskrivelse

Nu bliver det nemmere at få en taxa ved Grøn

12. juli 2024 kl. 19.01

Den 21. juli 2024 kommer Grøn, tidligere Grøn Koncert, til Aalborg, og Dantaxi forventer travlhed og hjælp fra nabobyerne. I samme anledning advarer selskabet kraftigt mod pirattaxier.

Når Grøn-karavanen kommer til Aalborg, giver det ekstra kunder i butikken for byens taxichauffører. For at håndtere den forventede efterspørgsel rækker Dantaxi hånden ud til ud til kollegaerne i nabobyerne for en hjælpende hånd

Med ekstra taxier kan koncertgæsterne se frem til kortere ventetider på en taxi og dermed vil færre lade sig friste af pirattaxier. Det vurderer kommunikationschef i Dantaxi, Rasmus Krochin:

- Vi forventer hjælp fra kollegaer i nabobyerne under Grøn i Aalborg. En større synlighed og bedre tilgængelighed er faktorer, der får færre til at lade sig friste af de farlige pirattaxier.

Fra arrangørens side er der tilfredshed med, at taxiudbuddet i Aalborg øges under afholdelse af Grøn:

- Vi er altid glade for, at vores gæster kan komme trygt hjem. En stor del af vores gæster benytter den offentlige trafik, men der vil altid være nogen, hvor det ikke passer, og så er det rart, at der findes et alternativ til dem. Så vi er rigtig glade for, at vognmændene er dygtige til at stille et fornuftigt antal taxi til rådighed, så udbud og efterspørgsel matcher hinanden, siger sikkerhedsansvarlig for Grøn, Christian Sejlund.

Dantaxis vogne kan bestilles via Dantaxi app’en eller via telefon. Under og efter koncerten holder taxierne på parkeringsarealet ved Høvejen/Hvorup Kirkevej samt inde på Falen, hvor der er taxaholdeplads.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste