Millionkup med cigaretter: Nu er der nyt i sagen
To mænd anholdt for indbrud begået 18. september sidste år
AALBORG: Et indbrud i Coops centrallager på Hobrovej i Skalborg sidst i september sidste år kan være på vej til en opklaring.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
18. september 2022 gik en alarm hos Coops centrallager, og det viste sig at være et indbrud, hvor målet har været meget specifikt.
Gerningspersonerne gik direkte efter cigaretter. Dog kom udbyttet af anstrengelserne ikke længere end til taget, hvor der lå cigaretter for over en million kroner.
Et vidne så minimum fire personer stikke af fra stedet.
Efter en længerevarende efterforskning af blandt andet en del tekniske spor, kunne Nordjyllands Politi tirsdag slå til på flere adresser i Århus, hvor der blev ransaget og anholdt to personer.
Den ene, en 23-årig mand, blev onsdag formiddag fremstillet i retten i Aalborg. Her blev han varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, imens den anden blev løsladt efter endt afhøring.
Leder af efterforskningen, politikommissær Ulf Munch Sørensen, fortæller, at politiet har yderligere gerningsmænd i kikkerten:
- Nordjyllands Politi efterlyser aktuelt flere personer, som vi mener, er relateret til sagen. Vi kender identiteterne, men har en formodning om, at de kan være rejst ud af landet. Det skal dog ikke stoppe os i, at forsøge at finde dem, så de kan blive stillet for en dommer, lyder det fra politikommissæren.