Trine indgår samarbejde med Bilka: - Børn får en gnist i øjet, når man giver dem en mission
- Hvor mange af os, har egentlig lyst til at sidde og kigge på vores mobil i 5 timer om dagen?
Sådan spørger Trine Ottosen fra Aalborg, for det er nemlig tilfældet at børn og unge i Danmark bruger gennemsnitligt 5 timer om dagen med næsen i skærmen.
- Vi er det land i EU, hvor børn bruger mest tid foran skærmen, og vi har desuden også det mest digitaliserede skolesystem, fortæller Trine og fortsætter:
- Dertil kommer at hver femte barn i dag føler sig stresset og hver fjerde barn føler sig ensom. Alle savner tid med hinanden, men vi har aldrig været dårligere til at være sammen. Vi er i samme rum, men ikke rigtig sammen, siger hun.
Det er på baggrund af de bekymringer, at Trine har skabt sin virksomhed SammenSammen, som netop handler om at skabe plads til mere nærvær, mere opmærksomhed og mere tid, hvor vi prioriterer at være sammen i familien.
Nu har hun netop indgået et landsdækkende samarbejde med Bilka, som skal hjælpe forældre og børn med at være sammen - sammen - om en af hverdagens mest trivielle men også vigtige gøremål: Indkøbsturen.
Op af indkøbsvognen
Trine har arbejdet som lærer igennem 17 år, og har altid været stærkt optaget af idéer, der kan styrke børn og unges trivsel, og "drysse lidt glimmer på hverdagen", som hun siger.
- Mange børn sidder i indkøbsvognen, og mange af dem også med tegnefilm på telefonen, imens forældrene handler ind. Men sådan behøver det ikke være, siger hun og fortsætter:
- Det er en oplagt mulighed for at være sammen. Børn får en gnist i øjet, når man giver dem en mission, så hvorfor ikke inddrage dem i hverdagens mere rutineprægede pligter, og forvandle dem til en sjov oplevelse?
Trine er ikke ude på at være hellig - hun sidder også selv og kigger på sin telefon til frustration for sine børn indimellem.
- Det gør vi jo alle sammen. En stor del af vores liv i dag er afhængig af telefonen. Øvelsen er at bruge den - og lægge den fra sig - mere bevidst, i stedet for at have den ved hånden hele tiden. Og i virkeligheden skal der ikke så meget til, for at skabe mere nærvær i hverdagen, mener Trine.
- Det er faktisk super simpelt
Helt konkret lancerer Bilka konceptet ”Vi handler sammen” i samarbejde med SammenSammen næste weekend lørdag d. 17. og søndag d. 18. februar.
Der etableres blandt andet end særlig "familieindgang" med glimmerforhæng samt et hæfte med klistermærker. Desuden bliver børnene taget særlig godt imod af Billie og en medarbejder. Og så venter der en særlig overraskelse til børnene ved kassen.
- Det er faktisk super simpelt, men kan have stor betydning. Klistermærkerne sætter børnene på de varer, de hjælper med at finde til indkøbsvognen. Hver gang de ser varerne blive brugt derhjemme, minder klistermærkerne dem om deres eget bidrag, siger Trine og fortsætter:
- Alle undersøgelser dokumenterer, at det er afgørende for børns trivsel, at de oplever, at der er brug for dem. Det giver børn en stor glæde og stolthed at have en aktiv rolle i familien, understreger hun.