Goodbye Supermom: Hele uge 9 dedikeres til uperfekte mødre i Aalborg
Er du også træt af usunde sammenligninger på de sociale medier og urealistiske forventninger til din rolle som mor?
Der behov for, at mødre anno 2024 slapper af, tør hvile i det uperfekte og dyrke nærværet frem for det perfekte glansbillede. Det mener de i hvert fald hos Shoppen i Aalborg.
Her dedikeres hele uge 9 nemlig til virkelighedens mødre, som skal manøvrere igennem en travl hverdag med arbejde, familieliv, madpakker, forventningspres og børneopdragelse.
Det sker med kampagnen ”Goodbye Supermom, Hello Real Mom”, som byder på forskellige aktiviteter og events hele ugen.
- Det er svært at leve op til de perfekte billeder, man ofte ser på sociale medier, og med vores kampagne ønsker vi at vise, at det er okay at være uperfekt og lave fejl, for det er netop sådan, at virkeligheden reelt er, siger centerchef i Shoppen, Natascha Frost Kjelds.
Selv er hun mor til to piger på henholdsvis et og fire år og har derfor ikke svært ved at genkende følelsen af, at man gerne vil levere 100 procent på både arbejdsplads og i privatliv.
- For mig personligt giver det god mening at sætte fokus på dette emne. Jeg arbejder da selv med at skrue lidt ned for forventningerne til mig selv, så jeg synes det er virkelig vigtigt at sætte fokus på, siger hun.
Besøg af kendte influencers
I løbet af ugen er der lagt op til en række spændende aktiviteter forbeholdt mødre.Eksempelvis en mors uperfekte bekendelser – en væg med ægte MOR-somheder, et kreativt værksted for mødre og en cafe for ”uperfekte” mødre, hvor målet er at skabe grobund for gode snakke og grin.
Et af højdepunkterne i uge ni er "Real Talk" med de to kendte influencers Christina Sander og Nina Claire, der med ærlighed og humor går forrest for at skabe en stemme for “den ægte mor” uden poleret facade.
- Jeg er stolt over dette event som vi har landet i samarbejde med Kvindeværket, og jeg håber, at rigtig mange mødre vil se denne uge som et sjovt pusterum og tiltrængt energioptankning, siger Natascha.