Tobias har altid vidst, han skulle være mekaniker: Nu repræsenterer han Forsvaret som den første
NØRRESUNDBY/V.HASSING: Siden han var bare 10 år gammel har Tobias Als Andreasen ikke været i tvivl - han skulle være mekaniker.
I dag er han 21 år gammel, bor lidt uden for Vester Hassing og bruger ganske rigtigt sit arbejdsliv på at skrue og dreje køretøjer - men alligevel ikke den slags, han måske havde regnet med.
Som 17-årig, i august 2021, startede han på Teknisk Skole, hvor tanken var, at han ville læse til personvognsmekaniker.
- Da jeg fik indblik i, hvad de daglige arbejdsopgaver bestod af, kunne jeg hurtigt mærke, at det faktisk ikke sagde mig så meget alligevel, fortæller han.
- Så skulle jeg jo finde ud af, hvad jeg skulle i stedet for.
Heldigvis var hans studievejleder hurtig til at foreslå ham en anden retning, hvor han ikke behøvede give afkald på drømmen om at blive mekaniker.
- Hun havde hørt gode ting om Aalborg Kaserne, så hun foreslog, at jeg søgte om en læreplads derude, siger Tobias.
Her startede han i august 2022, og det skulle vise sig, at blive en stor succes.
- Det er super spændende at arbejde herude. Jeg arbejder faktisk med alt, der har hjul på kasernen. Det er alt fra lastbiler til specialkøretøjer og generatorer. Det er fedt.
Og begejstringen går begge veje. Efter Tobias færdiggjorde sin uddannelse den 1. februar i år er han blevet civil ansat under Forsvaret Vedligeholdelsestjeneste på Aalborg Kaserne.
Den første af sin slags
Tilbage på skolen var lærerne heller ikke i tvivl om, at Tobias havde fundet sit rigtige match. I slutningen af 2025 valgte de at udtage ham til DM i Skills, der finder sted i Hjørring fra den 22. til den 25. april.
Det er første gang, at Forsvaret har en deltager med til konkurrencen.
Til Skills skal Tobias vise sine faglige evner frem for de op mod 70.000 besøgende, der forventes at gæste Park Vendia, samtidig med, at han skal konkurrere mod andre Industrimekanikere.
I den seneste tid har han forberedt sig sammen med sin tidligere underviser fra Teknisk skole, og er nu ved at være klar til, at det hele løber ad stablen i næste uge.
- Det er spændende at få lov at prøve. Teste sig selv, konkurrere mod nogle andre og møde nye mennesker, fortæller Tobias.
Og så håber han naturligvis på at kunne gå derfra med trofæet.
- Nu må vi se, hvem jeg skal op i mod, og hvilken opgave jeg skal op i, men jeg går efter at vinde. Ellers ville der jo ikke være nogen grund til at stille op.