Billede beskrivelse

Thomas har en helt særlig udfordring: - Der er ingen mirakelløsning

11. april 2026 kl. 11.00

NORDJYLLAND: Jobsøgning er sjældent en sjov proces for nogen.

Men for nogle kan det være ekstra udfordrende at finde et arbejde, der passer til ens eget temperament og vilkår.

En af dem, der har mærket det på egen krop er Thomas Sørensen fra Brønderslev. Han har nemlig et handicap, som gør jobsøgning ekstrasvært for ham:

Han stammer. 

- Jeg ved desværre, at det spiller ind. Der har været virksomheder, hvor jeg har fået at vide, at de ikke kunne bruge mig på grund af min stammen.

Det skriver han til ligeher.nu i en mail, ligesom al anden kommunikation mellem os og Thomas Sørensen også har været på skrift. På den måde kommer hans talehandicap ikke til at spille ind her.

- Det er selvfølgelig træls at få det at vide, men så ved jeg, at jeg ikke skal søge der mere.

- Der er ingen mirakelløsning

- Jeg har stammet hele mit liv. Jeg har også prøvet rigtig mange metoder, men der er ingen mirakelløsning på det. Jeg vil altid stamme.

Thomas Sørensen er afklaret med sit talehandicap. Og selvom det ikke kommer til at gå væk, så ved han af erfaring, at det ikke sætter en stoppe for det sociale med venner og kolleger.

- Jeg elsker at snakke med mine kolleger. Selvom jeg ikke er typen, som snakker meget, så snakker jeg gerne. Det tager et stykke tid med mig at åbne op, men når jeg føler mig tryg, så begynder det også at blive lidt lettere med min stammen. Jeg vil aldrig stoppe med at stamme, men det forhindrer mig ikke i at snakke med mine kollegaer.

Det er måske også et liv med stammen, som har gjort, at Thomas Sørensen kender sine begrænsninger. Det gode ved at kende sine begrænsninger er også, at Thomas ved, hvordan han skal håndtere dem. 

- Der er aldrig problemer, som ikke kan løses. Der er altid løsninger. Min stammen har heller ikke indflydelse på mine faglige kompetencer.

- Det fineste opslag, jeg længe har set

En af de — måske lidt uortodokse — måder, Thomas har forsøgt at finde et job på, er gennem Facebook.

Her har han lavet et opslag, hvor han skriver, at han søger job i Aalborg, Hjørring og Brønderslev.

- Jeg ved, at jeg ikke kan snakke i telefon og have lange samtaler med kunder. Der er heldigvis mange andre funktioner, som ikke kræver kundekontakt, og det er også i de funktioner, at jeg er i mit es, står der blandt andet i Facebook-opslaget. 

Og selvom det ikke er lykkedes Thomas Sørensen at finde det rigtige jobmatch endnu, så er der meget, der tyder på, at opslaget er blevet modtaget godt. 

Med godt 500 likes og knap 550 delinger er opslaget nået vidt omkring. Også kommentarsporet er fyldt med positive reaktioner. 

- Håber du hurtigt kommer i job. Jeg er sikker på, du er en gevinst for ethvert firma, skriver en. 

- Fra en stammer til en anden: du er ret sej! God vind med jobsøgningen, skriver en anden. 

- Det er det fineste opslag, jeg længe har set. Du virker virkelig sympatisk og jeg håber du finder et spændende job. Jeg ønsker dig alt det bedste, skriver en tredje i kommentarfeltet.

Noget tyder også på, at opslaget er nået vidt omkring rent geografisk. En fjerde skriver, at han har delt opslaget, selvom han bor i København. 

- Vi har så mange jyder herover. Måske nogen kender nogen.

- Jeg håber på, at jeg er heldig

- Jeg håber på, at jeg er heldig, og at der sidder en derude, som ser mit opslag og kan tilbyde mig et job.

Man kan undre sig over, at Thomas Sørensen vælger at nævne sit talehandicap så tidligt i jobsøgningsprocessen. Er det ikke en ekstra udfordring at give sig selv fra starten?

- Grunden til, at jeg vælger at nævne min stammen i opslag på sociale medier, er, at jeg tit oplever, at det gør opslaget mere modtageligt. Det giver et mere personligt indblik i mit liv fremfor bare at skrive, at jeg søger job. Jeg vil gerne give folk mulighed for at vide lidt mere om, hvem jeg er, og hvad jeg kæmper med.

Har du set andre lave lignende opslag?

- Jeg har ikke set andre lave opslag som mine omkring stammen. Jeg vil dog håbe, at hvis der sidder nogen derude, som har et talehandikap, at de finder inspiration i mine opslag og selv laver et, afslutter Thomas Sørensen sit mailsvar. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste