Billede beskrivelse

Ét spørgsmål fik Mai til at trodse tvivlen og blive iværksætter

10. marts 2024 kl. 18.01

- Min største fjende er mig selv, siger Mai Brink .

Hun står bag Karakter arkitektur ved Nibe, som hun etablerede i september 2020.

- Jeg har længe drømt om min egen arkitekttegnestue, hvor jeg kunne føre mine tanker ud om, at arkitektur er for alle. Den største forhindring for at springe ud i det var tvivlen på mig selv. Om jeg var god nok, og hvad andre tænkte om mig, mindes Mai.

- Vendepunktet kom, da min papfar spurgte mig: Hvad er det værste, der kan ske? Den sætning tog jeg til mig, og gik i gang, fortæller hun i en pressemeddelelse fra Erhvervshus Nordjylland.

Mange kvindelige iværksættere har samme tankemønster som Mai. Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv, mener 39% af yngre kvindelige iværksættere ikke, at de har de rette kompetencer til at blive iværksætter.

Se også
Randi og Lotte åbner keramikcafé i Øgaden

Nogen at spejle sig i og sparre med

Kvindelige iværksættere er ofte drevet af at gøre en forskel, hvorimod mandlige iværksættere typisk er drevet af vækst og skalering. Når ¾ af iværksætterne er mænd, så bliver målestokken for en succesfuld iværksætter let lig med vækst og skalering. Og det kan være svært for kvinder at spejle sig i, når de er drevet af andre værdier.

For Mai blev netværk afgørende for hendes vej mod egen virksomhed. Alt, hvad der rimede på netværk, events og tilbud til iværksættere, valgte hun at deltage i - heriblandt Startupcaféen Aalborg, Business Aalborg og Erhvervshus Nordjylland.

- Jeg stod meget alene. Derfor valgte jeg hurtigt at søge sparring i netværk. Mange sagde, at jeg godt nok brugte meget tid på mange netværk. Men jeg så det som en investering, og den investering giver afkast nu, fortæller hun.

Billede beskrivelse

- Vi skal stå ved, hvad vi kan

I dag har Mai tre ansatte, praktikanter, studentermedhjælpere og opgaver i store dele af Danmark. Hun har også været rådgiver for Aalborg Byråd i forhold til beslutninger om iværksætteri, og senest er Mai blevet en del af Dansk Industris bestyrelse i Aalborg.

- Vi kvinder bør komme ud og fortælle, hvad vi kan i stedet for at holde os tilbage og banke os selv i hovedet, som jeg også har gjort. Vi skal stå ved, hvad vi kan, for vi kan lige så meget som andre, siger Mai og fortsætter:

- Så da DI Aalborg kontaktede mig, vidste jeg, at jeg gerne vil være med til at vise vejen for, at flere kvinder skal bruge deres kompetencer i bestyrelsesarbejde. Det er spændende arbejde, og selv om det i starten var lidt skræmmende, så har jeg en stemme i bestyrelsen, og alle har taget godt imod mig. Det viste sig jo, at der slet ikke var noget at frygte, smiler Mai Brink.

Se også
Edina tog et valg: - Jeg har kun ansat kvinder, der er flygtet fra krig
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste