Står bag succesfuld padelklub: Nu har Jacob modtaget fornem hæder for sit arbejde
Da interessen for padel voksede dag for dag for år tilbage, hoppede LKB Gistrup med på bølgen.
Her fik man blandt andet hjælp fra DGI Nordjylland til at etablere to helt nye baner til padel op ad den sydlige del af Gistrup Stadion - lige ved foden af Lundby Bakker.
Med etableringen af det nye anlæg manglede der imidlertid nogle medlemmer og opgaven med at gøre anlægget kendt og få fat i nogle medlemmer har siden 2021 været lagt i hænderne på formanden Jacob Lapirtis.
Det er en opgave, han er gået til med dedikation og ihærdighed - og med en række vellykkede tiltag har han ikke bare fået en pæn medlemsskare, men har også etableret en aktiv afdeling.
I afdelingen tilbydes der allerede nu juniortræning mindst én gang om ugen - fra april til september - for de 9-15 årige, og Jacob Lapirtis arbejder i øjeblikket meget hårdt på også at kunne tilbyde træning for seniorer i den kommende sæson ligeså.
Endelig er der ifølge formanden et ønske om at få et weekendarrangement op at stå hver måned - eksempelvis i form af en såkaldt americano-turnering.
Årligt klubmesterskab
Den største succes til dato for Jacob Lapirtis må imidlertid være introduktionen af et årligt klubmesterskab i padel.
Det holdes i år lørdag 14. juni.
Det er en turnering med 16 hold, der kæmper om en podieplads og den store titel som Gistrup-mester i padel.
Endelig deltager formanden også i netværksmøder med naboklubberne for at drage nytte af hinandens erfaringer.
Dertil er der oprettet en ”makkerbørs”, hvor der kan laves aftaler med nye holdkammerater til en omgang padel.
Udover at have fået den nye afdeling med padel i særdeles god gænge har Jacob Lapirtis vist sig at være en særdeles god ”holdspiller” i formandskabet i klubben.
Han bidrager i høj grad også til, at der er noget på tværs af afdelingerne, så LKB Gistrup fremstår som en fælles klub.
Derfor er han netop blevet kåret som ”Årets LKB’er".
Privat bor Jacob Lapirtis i Vejgaard med sin bedre halvdel og to bonusbørn, mens formanden kan se frem til selv at blive far første gang senere på året.