Søren afviser fordom: Her kommer kvinder i alle aldre
Kort fortalt:
- Søren Sørensen fra P&P i Vejgaard har 30-års jubilæum
- Det fejrer han med gode tilbud og ægte eksperthjælp
- Han møder kvinder i alle aldre, som er interesseret i at strikke og hækle
- Garn er ikke bare garn. Du går heller ikke ind til slagteren og siger: ”Jeg skal bare have et stykke kød”. Hvad er det for et stykke kød, du skal have? Garn er et helt univers for sig.
Ordene tilhører Søren Sørensen.
Manden, der ved næsten alt om garn. En viden han har samlet hos P&P i Vejgaard, hvor han netop nu kan fejre sit 30-års jubilæum.
Det bliver fejret med gode tilbud fra butikkens hylder, der er fyldte med garn i alle farver. Til hver sæson bliver der solgt garn i modefarver, men Søren har også set et skift på det seneste.
- Heldigvis er tingene i dag ikke sat i bås som for 25 år siden. Folk vil gerne sætte noget kulør på tilværelsen. De er ikke bange for farver, og det er bare utrolig dejligt, siger han.
Det samme er diversiteten i kundegruppen. Fordommen om, at det kun er mormødre og ældre, som strikker og hækler på plejehjemmene, holder ikke i Vejgaard. Søren møder nemlig kvinder i alle aldre: Fra mormoren til den nybagte mor, der hækler dyr, og unge piger, som gerne vil strikke Sophie Scarfs.
- Det er et udtryk for, at folk gerne vil have noget individuelt. De vil ikke have det, som alle går i. Der er en glæde ved at gøre det selv. Og der må gerne være tre masker, som ser lidt anderledes ud end de andre, siger Søren.