Peters købmandsbutik blev lukket: Nu har han fundet glæden i et nyt job
Peter Leth var selv "meget rørt over situationen", da hans mangeårige Spar-butik i Vestbjerg blev lukket i slutningen af november.
Det var ikke med hans gode vilje, og opbakningen fra lokalsamfundet var da også mærkbar i dagligvarebutikkens sidste dage.
Nu har den tidligere Spar-købmand dog fundet et nyt job - stadig i Dagrofa-koncernen - hos Meny-kæden.
Det fortæller Meny Klarup i et opslag på Facebook.
"Efter 5 år i Spar i Vestbjerg er Peter nu en del af Meny Klarup, og vi er super glade for at have ham med på holdet. Han sætter stor pris på det tætte forhold til kunderne, som han også kender fra sin tid i Vestbjerg. Her i Meny Klarup er han ekstra glad for vores fokus på at gøre en forskel for lokalsamfundet med vores arrangementer," skriver Meny Klarup, der har Jan Sørensen i spidsen, i opslaget.
Peter Leth havde første arbejdsdag i sit nye job 1. februar.