Billede beskrivelse

Næsten 2000 strømmede til messe: 10-årige Philip fik en særlig behandling

28. oktober 2024 kl. 08.03

Der var fokus på spiritualitet, alternative behandlinger og velvære i al almindelighed, da der for tredje år i træk var inviteret til Holistisk Festival i Nordjylland.

Det foregik på Skansen i Nørresundby, hvor der hele weekenden var mulighed for at blive klogere på både krop og sjæl, lidt på nåle, krystaller og shamaner og på alt, hvad der ellers rører sig indenfor det holistiske menneskesyn.

Billede beskrivelse

Tanja Hughes stod i spidsen for messen og hun er godt tilfreds med opbakningen.

- Vi regner med, at omkring 2000 mennesker har lagt vejen forbi, fortæller Tanja.

Billede beskrivelse

- Søndag har været rigtig god, og vi har igen haft besøgende fra hele Nordjylland. Udstillerne er kommet fra hele landet og de udtrykker over en bred kam glæde over at være med. Så mon ikke vi vender tilbage med en fjerde udgave næste år, forudser Tanja Hughes.

Der var da også mange gode grunde til at lægge vejen forbi. Om ikke andet så for at høre mere om det væld af behandlingsmetoder, der udfolder sig på det alternative felt. Festivalen var således spækket med foredrag og workshops, ligesom der naturligvis var mulighed for at teste flere metoder.

Billede beskrivelse

Helle Corfixen fra Hirtshals døjer med smerter i lænd og nakke, og hun var blandt andet kommet for at afprøve akupunktur som en behandling.

- Det er et forsøg værd, konstaterede hun, alt imens akupunktøren gjorde sit for at dulme smerterne.

Billede beskrivelse

I den mere blide ende af spektret lod 10-årige Phillip Henius fra Aalborg sig overtale til en magnetbehandling mod sin søde tand.

- Jeg elsker slik. Jeg har hørt, at det her skulle hjælpe. Jeg ved nu ikke helt, om jeg tror på det, fastslog ungersvenden på en stand, hvor behandler Mariane Lund samtidig gjorde reklame for hendes kommende bog om 88 terapier og emner til selvhjælp.

Billede beskrivelse

Den udkommer sidst i november, fortæller hun. I alt omfattede weekendens festival 100 stande og behandlerbåse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste