Mit Aalborg: Fredagsfest i Karolinelund er noget særligt for Patrick
Nogle synes, Aalborg er for lille - andre synes, den er helt perfekt.
Fjorden er altid tæt på, men det er mågerne også, når de nupper dine pomfritter.
Vi har butiksliv og busgrave, men uanset hvad du synes, er Aalborg vores by, og det er værd at hylde.
Derfor har vi spurgt en række aalborgensere om deres forhold til vores by.
I denne artikel er det indholdsskaber Patrick Bo Elkjær, der fortæller.
Hvad er det særlige ved Aalborg? Det særlige ved Aalborg er lokalhedsfølelsen på trods af, det er en storby. Jeg ved, det er kliché, men det er én af grundende til, at jeg elsker byen. Jeg kan tilvælge storbyselementerne eller gå lidt længere ud fra centrum og finde roen og naturen.
Hvor i Aalborg har du boet? Jeg har boet på grænsen mellem Skalborg og Hasseris (er aalborgenser nok til at vide, at det ikke er fint nok til at være Hasseris og heller ikke langt nok sydpå til at være Skalborg). Jeg har boet på solsiden, hvor tyren vender røven mod, nemlig Nørresundby. Faktisk tæt på vandet og egentligt smukt nok. Så har jeg boet i Vejgaard, højdepunktet her var Brugsen, that’s all. Dernæst har jeg boet på Eternitten, i Kærvangshus og nu Øgaden. De sidste tre bopæle er tæt på hinanden og elsker virkelig dette område.
Hvor i Aalborg har du haft din bedste enkeltstående oplevelse? Det er svært at udvælge en enkeltstående oplevelse, som den bedste efter så mange år i Aalborg. Jeg tror, det må have været sommerkoncerterne i Karolinelund. Der er en speciel stemning, godt humør og så bringer musik bare altid følelserne frem og menneskerne tættere.
Hvad er det mest oversete sted i Aalborg? Jeg tror faktisk, det mest oversete sted i Aalborg er Signalbakken. Hvis ikke blot et af de meste oversete steder. Der er en smuk udsigt udover Aalborg, og jeg går tit derhen for at finde ro og få lidt frisk luft.
Hvad kan irritere dig ved byen? Som queer person irriterer det mig, at der er så mange uforstående og uvidende personer i byen. Det er oftest en overraskelse for folk, at der rent faktisk er Aalborg Pride. Endvidere skal det altid kommenteres på, at man er queer i nattelivet. Mere lethjertet, så irriterer det mig, at os aalborgensere altid skal gøre det samme hele tiden. Vi skal altid på Vi2, shoppe i Salling eller i Vestre Fjordpark om sommeren. Vi er måske den by med flest vanemennesker, haha.
Findes der steder i Aalborg, du aldrig går hen, og hvorfor? Jeg tager meget sjældent på brune værtshuse. Jeg er ikke god til at lugte af røg. Kald mig sart, men hader at lugten hænger i håret og tøjet. Endvidere kommer jeg sjældent ude i Aalborg Øst. Mest af alt fordi det ligger langt ude, men også fordi jeg ikke altid føler mig lige tryg, slet ikke dage, hvor jeg er synligt queer. Har dog også mange gode minder fra Aalborg Øst, især fra den gamle Banko Hal, som lå derude. Der er jeg kommet meget.