Maria har lavet et digitalt halloweenkort: - Det er sjovt at bidrage til sammenholdet
VISSE: I Visse har børnene et særligt hjælpemiddel, når de går fra dør til dør for at samle slik ind til halloween 31. oktober.
Her har de nemlig adgang til et digitalt kort, hvor de fleste, der gerne vil have besøg, har indtastet deres adresse – og markeret, at de har slik klar.
Forbedret fra år til år
For nogle år siden foreslog en borger i byens Facebook-gruppe, at man kunne skrive adresser ind på dem, der gerne ville have besøg til halloween.
Dengang blev der delt et screenshot af et Google Maps-kort, hvor adresserne var markeret med prikker. Meget lavpraktisk.
– Jeg tænkte, at jeg kunne lave en bedre udgave via et program fra mit arbejde. Det synes jeg var meget sjovt at lave, fortæller Maria Bonderup Pedersen, der til daglig arbejder i GeoInfo, som distribuerer software til kort.
Maria Bonderup Pedersen indtastede adresserne i et Excel-ark, som derefter kunne overføres til et kort over Visse, så man nemt kunne se, hvor man kunne gå hen.
Kortet blev for første gang taget i brug til halloween i 2022.
– Siden da har jeg lavet små forbedringer fra år til år. Nu kan man selv indtaste sin adresse og skrive en lille tekst med information, som derefter vises på kortet. Jeg har også stylet det, så det har fået et halloween-udtryk, forklarer Maria Bonderup Pedersen.
En tradition med faste spilleregler
Halloween-kortet er blevet en fast tradition i Visse.
– Jeg er blevet bakket op af borgerforeningen og forældre, som har spurgt, om kortet ikke nok kom ud igen i år, fortæller Maria Bonderup Pedersen.
Og hun opretter gerne kortet år efter år.
– Jeg synes, det er sjovt at bruge det, jeg arbejder med til dagligt, privat i mit eget lokalmiljø. Det er hyggeligt at bidrage med noget, der skaber glæde i min egen by.
Selvom kortet viser, hvem der gerne vil have besøg til halloween, skal man ikke tage det helt for gode varer, understreger Maria Bonderup Pedersen.
– Jeg har gjort det klart, at der godt kan være mange adresser, der gerne vil have besøg, selvom de ikke er på kortet.
Tommelfingerreglen i Visse er nemlig, at man gerne må banke på hos dem, der har lys tændt i deres græskar ved døren.
Det betyder også, at man kan slukke lyset i sit græskar, hvis man ikke længere vil have besøg – også selvom man står på kortet.
En dag, der samler byen
Flere adresser i Visse gør noget særligt ud af dagen.
Nogle pynter op, og enkelte har endda lavet en labyrint i haven.
Maria Bonderup Pedersen og hendes mand ser også frem til at få besøg.
– Vi overvejer at sætte nogle lyskæder op og have noget lyd ude foran. Vores børn skal også ud at gå, så enten min mand eller jeg bliver hjemme, mens den anden går med.
Halloween er i Visse en festlig dag, hvor både børn og voksne bevæger sig rundt i byen.
– Børnene går meget op i at følges ad og banke på døre sammen. Der er generelt stor opbakning her i byen. Det fylder meget for børnene i dag i forhold til, hvad det måske gjorde for 10 år siden.
Sammenholdet i Visse er i forvejen rigtig godt – og det kommer ifølge Maria Bonderup Pedersen også til udtryk ved halloween.
– Der er et godt fællesskab i byen. Med halloween-kortet synes jeg, det er sjovt at bidrage til det sammenhold, der allerede eksisterer.