Billede beskrivelse

Kunstner om nyt gavlmaleri: - Jeg vil understrege vigtigheden af byens historie

09. september 2024 kl. 14.02

Kirk Gallery har nu netop færdiggjort det næste gavlmaleri i projekt ’Out in the Open´, der nu kører på 11. år i Aalborg.

Den italienske kunstner Alessio har netop færdiggjort sit supplement til byens historiefortælling ved Håndværkerhuset Aalborg i Borgergade.

Her ses nu en pige i grålige nuancer, der med et tænksomt blik læner sig ind over taget på det gamle, gule hus.

- For mig var det afgørende at gavlmaleriet var relateret til det historiske Håndværkerhus, som er nabohus til værket, forklarer Alessio til Aalborg.nu.

Billede beskrivelse

- Som en historisk bygning fra 1700-tallet, og med den vægt kulturarv har for os mennesker i dag, ville jeg gerne give et indtryk af den nye generation, der tager byens historie til sig, lærer af den og bærer den med sig. At understrege vigtigheden af vores historie, så denne ikke glemmes men bevares, siger kunstneren.

Se også
Nyt gavlmaleri er en hyldest til H. C. Andersen og kunstnerens egen niece

Håndværkerhuset er en næsten 400 år gamle bindingsværksbygning, der fungerede som købmandsgård i sin storhedstid. I dag er huset center for alverdens nordjysk håndværk med både urmager, blikkenslager-, kobbersmedie-, tømrer- og snedkerværksted.

- Jeg havde muligheden for at møde menneskene, der i dag arbejder i huset og viderebringer de gamle håndværk og traditioner herfra. Det vil jeg gerne give videre til den nye generation med værket ’Passing on History’, fortæller Alessio. 

Kunstneren bor til daglig i Venedig, og er i dag kendt verden over for sine gråskalerede gavlmalerier, ofte med et budskab om fred, kærlighed og relationen mellem mennesker.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste