Esben blev hyldet, da streetkulturen fyldte Karolinelund
AALBORG: Karolinelund emmede af farver, musik og aktivitet, da End of Line-festivalen torsdag til søndag løb af stablen.
Festivalen har på få år udviklet sig til et markant samlingspunkt for streetkulturen i Nordjylland, hvor graffiti, street art, skate, hiphop og fællesskab mødes på tværs.
Festivalen blev grundlagt af Kenneth Piskner og Aalborg Kultur Kollektiv med ønsket om at skabe en platform for både lokale, nationale og internationale kræfter inden for den urbane kultur.
Hen over dagene har flere end 30 street art-kunstnere arbejdet live på festivalpladsen, hvor nye værker har taget form, og hvor programmet samtidig har budt på alt fra workshops og gadeidræt til servering af street food og musikalske optrædener.
Lørdag kulminerede aktiviteterne med blandt andet skaterkonkurrence, hvor deltagere på alle niveauer demonstrerede deres kunnen. Senere overtog musikken scenen med flere liveoptrædener, ligesom den såkaldte Kristian Bomholts Ærespris blev uddelt for første gang.
Prisen blev overrakt af Rasmus Poulsen alias Raske Penge og Jonny Hefty og tilfaldt Esben Garder som anerkendelse af hans mangeårige indsats for den aalborgensiske streetkultur.
Gennem årene har Esben Garder været en engageret profil i miljøet og været med til at understøtte og udvikle de kreative fællesskaber, som festivalen også udspringer af.
End of Line blev afviklet for tredje år i træk og har etableret sig som en af sommerens markante kulturbegivenheder i Aalborg.