Jimmy er med til at holde vejene fri for sne og is
AALBORG: Kulden er for alvor skyllet ind over landet.
Når frost og sne rammer landskabet, er der naturligvis øget risiko for glatte veje.
I Aalborg Kommune rykker vinterberedskabet ud, når kommunens vintervagt melder om risiko for glatte veje.
Jimmy E. Jensen er blandt kommunens medarbejdere, der kører ud og spreder salt på vejene.
- Vi er jo nærmest upopulære, inden vi går i gang, men vi rykker ud så hurtigt som muligt, når vintervagten kalder, fortæller Jimmy E. Jensen.
Har madpakken klar
Jimmy E. Jensen er ansat som specialarbejder i Aalborg Kommune. Her har han været de sidste 10 år.
Han varetager forskellige kørselsopgaver i kommunen, hvor der kræves en lastbil.
- Vi er i serviceafdelingen, så vi servicerer vores gartnere og anlægshold. I øjeblikket kører jeg f.eks. med grus, der skal bruges til et stiprojekt, fortæller Jimmy E. Jensen.
Fra 1. november til 15. april står han til vagt som en del af Aalborg Kommunes vinterberedskab, hvor han med sin lastbil salter vejene og rydder sne.
Hans faste lastbil får læsset salt, og der kan kobles en plov på i tilfælde af sne.
- Jeg har en rute tilknyttet mig, som jeg har sammen med to andre kollegaer. Vi passer den rute med en lastbil og en traktor, men vi kan også risikere at køre et andet sted hen, hvis der er brug for vores hjælp, fortæller Jimmy E. Jensen.
Der sidder en døgnbemandet vintervagt, der holder øje med vejret og vejenes temperatur. Særligt bliver der holdt øje med luftfugtigheden, da det er rim på vejene, der gør dem glatte.
Jimmy E. Jensen kan derfor risikere at blive kaldt ud for at salte vejene i løbet af natten. Hver tredje uge står han til rådighed i seks af ugens dage til at tage nattevagten.
- Når vintervagten synes, det er tid til et udkald, sender et computersystem en besked til min telefon om, hvor jeg skal køre, og hvilket salt jeg skal bruge, fortæller Jimmy E. Jensen.
Han tænker ikke længere på natteudkaldene som noget stort besvær.
- Man ved jo, hvornår man har vagt – og det gør familien også. Jeg har sørget for, at der står en lille madpakke klar i tilfælde af, at jeg skal ud.
Når Jimmy E. Jensens telefon giver besked, hopper han i bilen og kører fra Mou til Aalborg Øst, hvor lastbilen holder parkeret. Når lastbilen er i garage, er den efterladt klar til at køre ud og salte, så han er i løbet af en halv time klar til at være ude på vejene.
- Jeg er stoppet med at kigge på vejrudsigten, inden jeg går i seng. Selvom der er lovet to graders frost, er det ikke sikkert, at jeg skal ud og køre – det er ikke ensbetydende med, at der er glatte veje.
Det er nærmest kun, hvis vejrudsigten melder om snestorm, at Jimmy E. Jensen kan regne med at skulle ud på vejene.
Når vejret er varmere om vinteren, fortsætter de faste opgaver som normalt – men når der kommer frost, er vinterberedskabet klar.
- Vinteren overskygger al anden drift for vores vedkommende. Gartnerens læs jord kan vente, hvis der er glatte veje – han vil som regel også være sur, hvis der ikke er ryddet sne, fortæller Jimmy E. Jensen og smiler.
Man er ikke populær
- Når man er ansat i en kommune, er man jo nærmest slået lidt hjem i ludo fra starten af. Der er mange, der synes, at vi ikke laver nok, men nu har jeg været her i 10 år, og jeg må sige, at der altså skal laves noget, fortæller Jimmy E. Jensen.
Jimmy E. Jensen møder mange, der er utilfredse med indsatsen, men han påpeger, at kapaciteten ikke er til at være alle steder på én gang.
Han møder også mange, der er taknemmelige for at se ham – det betyder, at de kan komme sikkert frem.
Jimmy E. Jensen fortæller, at han er nødt til at tage hensyn til bilerne, når han kører, men at der også er nogle, der er gode til at give ham plads.
- Man er ikke så populær, når man kommer med en saltspreder – det kan jeg lige så godt sige. Jeg kan næsten mærke, at bilerne flygter, når de ser mig, og det kan jeg også godt forstå – men der er en grund til, at vi er der.
Saltsprederne rykker ud, når der er risiko for glatte veje, men de rykker også ud forebyggende, hvis der f.eks. er varslet sne.
- Så salter vi inden, da man ellers risikerer, at det bliver til is på vejen, som er svært at fjerne igen, fortæller Jimmy E. Jensen.
Vinteren kan noget
- Man skal være lidt forskruet for at arbejde med vinter. Det er selvfølgelig rart at arbejde om sommeren, men vinteren kan bare også noget. Et eller andet sted kan jeg godt lide det med at skulle stå klar, fortæller Jimmy E. Jensen.
Selvom arbejdet måske ikke altid får den anerkendelse, det fortjener, holder Jimmy E. Jensen af det. Og han står særligt klar, når vejrudsigten varsler sne.
- Folk ser måske ikke helt, hvor meget der rent faktisk bliver gjort.
Han kan ikke sige, om han foretrækker vinterens opgaver frem for sommerens.
- Det kører jo i sådan en slags cyklus, men vinterens arbejde er i hvert fald prioriteret højt herinde.