Seneste nyt
Billede beskrivelse

Gudumholm fejrer brugsuddeleren

25. juni 2026 kl. 08.00

GUDUMHOLM: Når kunderne fredag træder ind i Brugsen i Gudumholm, er det ikke kun for at handle. Det er også for at fejre butikkens uddeler, Jesper Bertelsen, som fylder 60 år.

For Jesper Bertelsen har Brugsen været en rød tråd gennem arbejdslivet. Han blev udlært i butikken tilbage i 1984, men karrieren førte ham siden vidt omkring.

Blandt andet drev han i en årrække sin egen købmandsforretning, inden han vendte tilbage til rødderne i Gudumholm. De seneste 20 år har han stået i spidsen for den lokale Brugs som uddeler.

Fingeren på pulsen

Og selv efter fire årtier i dagligvarebranchen er arbejdsglæden intakt.

- Det bedste ved jobbet er den daglige pingpong med kunderne. Det er dem, vi er her for, og det er vigtigt hele tiden at have fingeren på pulsen i forhold til deres ønsker og behov, siger Jesper.

Han bor selv i Gudumholm sammen med sin hustru Lisbet. Parret har tre voksne døtre, ligesom fødselaren også kan kalde sig morfar.

Lokal opbakning

Den tætte tilknytning til lokalsamfundet betyder meget for Jesper, og netop derfor sætter han stor pris på den opbakning, som kunderne gennem årene har vist den lokale butik.

- Vi mærker heldigvis solid lokal støtte. Det er afgørende, hvis en mindre butik som vores skal overleve, siger han og lægger ikke skjul på, at jobbet kræver mere end en almindelig arbejdsuge.

- Jeg kan ikke nøjes med 37 timer. Ofte bliver det over 50 timer om ugen, men jeg holder stadig af det. Det er også vigtigt at være synlig og ikke bare sidde på kontoret, tilføjer uddeleren.

Selv tager han gerne fat på både gulvvask, vareopfyldning og andre praktiske opgaver.

Aktiv fritid

Når arbejdstøjet lægges væk, bruger Jesper blandt andet fritiden på løb. Gennem årene har han gennemført et hav af halvmaratoner, ligesom det frivillige arbejde i Gudumholm IF også fylder.

Som mangeårig borger i byen kender han de fleste, og Jesper håber derfor på stort rykind til fredagens reception.

Fejringen finder sted ad to omgange. Fra klokken 10 til 12 serveres kaffe og kage, og fra klokken 15 til 17 kan gæsterne nyde lidt mad og noget til ganen.

I begge tidsrum er der gratis is til børn i følge med voksne.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste