Gratis guidet tur: Se Aalborgs imponerende street art
Der er mange nye gavlmalerier, der er blevet malet denne sommer - nu får du muligheden for at få historien bag
AALBORG: De sidste par måneder har flere forskellige kunstnere fra udlandet sat sit præg på Aalborgs gavle. Og nu får du en gratis mulighed for at komme med rundt og se nogle af de imponerende værker, som pryder gadebilledet.
Det er Aalborg Tours og Friis Shoppingcenter, der har slået sig sammen og sat et kryds i kalenderen søndag, 30. juli.
Denne dag vil Aalborg Tours tage dig med gennem byen for at vise dig noget af den fantastiske gadekunst og de imponerende gavlmalerier, som Aalborg er kendt for.
Nye gavlmaleri i Aalborgs gader
Et af Aalborgs nyeste gavlmalerier er netop malet på Friis Shoppingcenter. Her kan kunsten både ses fra Nyhavnsgade og helt tæt på fra deres tagterrasse.
Det er den anerkendte, spanske kunstner Christian Blanxer, der har sat sit eget helt personlige aftryk.
Maleriet er ligesom alle hans andre værker et portræt af et menneske, der betyder noget særligt for ham. Christian Blanxer bruger fotografier af den person, han vil male og lægger dem oveni fotografier af steder, der passer til personen i forhold til farver og former.
Flere nytilkomne gavlmalerier
Men gavlmaleriet i Friis er ikke det eneste nye maleri, som er kommet til byen. Her kan vi også nævne to andre, markante værker, som er nye i byen.
I Danmarksgade er malingen knapt størknet på det imponerende nye gavlmaleri 'Trine'. Det er den franske kunstner Hopare, der har bragt har bragt Trine til live. Med sit skandinaviske udtryk og melankolske og betænkningsfulde blik, pryder hun nu byen.
Også på Aalborg Kongres og Kultur Center har den verdenskendte kunstner Martin Ron været i gang med de helt store pensler. I juni voksede det 600 kvm store maleri frem og pynter nu på AKKC's scenetårn. Gavlmaleriet har fået titlen Olivia og hendes hjerte af guld.
En tur hver time
Vil du med på en gratis guidet tur nu på søndag, skal du blot dukke op ved indgangen til Friis, hvor turene vil starte en gang i timen fra klokken 11 til klokken 15.
Du finder mere om de gratis Street Art ture lige her.