Frisør samlede ind til byens hjemløse: - Sammen kan vi gøre en forskel
Søndag fik borgerne i Aalborg en unik mulighed for at blive klippet kvit og frit.
Her bød Granit Gashi, ejer af salon Hair By Gashi, indenfor og klippede fra 12:00-17:00 et antal aalborgensere i den gode sags tjeneste.
Der var dog en lille hage ved arrangementet.
For at blive klippet skulle man medbringe en pose tøj, som man ønskede at donere til byens hjemløse eller befolkningen i Kosovo.
Heldigvis var det et arrangement, som flere kunne støtte op om, og i alt mødte 50 borgere op for at give et bidrag.
Granit Gashi er yderst taknemmelig for den brede opbakning og håber på, at det kan være med til at danne præcedens for lignende arrangementer i fremtiden.
- Jeg er træt af, at man altid kun fokuserer på de negative historier her i samfundet. Jeg vil gerne skabe en positiv historie, og jeg håber på, at vi sammen kan være med til at gøre en forskel, for dem, der dagligt kæmper for at få begge ender til at mødes, siger Granit Gashi.
Det var dog ikke alle, der behøvede at medbringe tøj til deres klipning. Hjemløse og borgere uden så mange midler kunne med god samvittighed sætte sig i frisørstolen uden at skulle aflevere tøj til gengæld - og det blev udnyttet.
11 ud af de 50 fremmødte var hjemløse, og de satte stor pris på Granit Gashis initiativ. De følte sig taget godt imod, og Granit Gashi kunne tydeligt mærke, at hans forsøg på at hjælpe andre gjorde en forskel.
Granit Gashis bidrag til byens hårdest prøvede stopper dog ikke her. I hans salon er der altid tid og plads til at kigge ind, og han sætter en ære i at hjælpe dem, der har mindst.
- Byens hjemløse er altid velkomne og kan til enhver tid møde op til en klipning eller en snak. I søndags havde vi blandt andet inviteret 20-30 mennesker fra Café Parasollen, som fik muligheden for at få studset håret, siger Granit Gashi og fortsætter:
- Det, jeg forsøger at bevise ved et arrangement som dette her, er, at vi alle har en værdi. Vi skal stå sammen her i samfundet og støtte op om dem, der har det svært, og man er sgu god nok, selvom man ikke har så mange penge eller et sted at bo.
I fremtiden håber Granit Gashi på, at han kan få muligheden for at holde flere arrangementer, og faktisk har han allerede planer om et nyt event, der inden længe vil se dagens lys. Granit Gashi vil dog gerne holde kortene tæt til kroppen, da konceptet fortsat er under udvikling.
Han kan dog afsløre, at det kommer til at gøre en stor forskel, og at det bliver rigtig spændende.