Døjer du med spændingshovedpine? Så har Jens Peter et mirakelmiddel til dig
Han har været fysioterapeut i mange år - men snart skifter han faktisk branche.
Jens Peter Karstenskov skal noget andet - men i sine seneste år som behandler af nordjydernes skavanker, gik han også iværksættervejen.
Det kastede produktet NeckPress af sig.
Det har til formål at behandle spændingshovedpine - en lidelse som cirka en tredjedel af danskerne lider af flere gange om måneden.
Og som cirka 80 procent af danskerne har oplevet mindst én gang.
Satte tankerne i gang
Det var en patient, som netop led af spændingshovedpine, som fik Jens Peter til at tænke i innovative baner.
For han måtte da kunne hjælpe hende af med den nagende, irriterende og til tider invaliderende smerte.
- Jeg havde en patient, der kom uge efter uge med spændingshovedpine. Ved at hun lå på mine fingre - med en helt bestemt teknik - fik jeg fjernet hovedpinen, og det var det eneste, der virkede, siger Jens Peter og tilføjer:
- Men det gav simpelthen ikke mening, at hun skulle komme hver eneste uge for at få den behandling. Der måtte være en anden løsning. Og så gik jeg i gang med at undersøge tingene.
Den fysioterapeutiske forklaring er lidt teknisk og snørklet, men til syvende og sidst fik Jens Peter - med hjælp fra en 3D-printer - udviklet et produkt lig dét, som NeckPress er i dag.
- Og hun stoppede med at komme ved mig efterfølgende, så det viste sig jo at være en succes.
Ingen kommerciel interesse
Det har aldrig været i Jens Peter Karstenskovs interesse at gøre NeckPress til en indbringende forretning.
- Fokus har altid været på at hjælpe folk, understreger han.
Jens Peter indrømmer da også, at han flere gange enten har glemt at indkræve betaling fra personer, der har afprøvet NeckPress'en - eller har givet produktet væk i godhed.
Og med skiftet væk fra fysioterapeutbranchen - og to børn på hjemmefronten - bliver der formentlig endnu mindre tid til at dyrke iværksætteriet.
Alligevel har han dog siden fået produceret et større oplag, så han i dag ligger inde med 200 NeckPress-enheder.
Og ønsker man at prøve den, koster den 200 kr., oplyser Jens Peter - og tilføjer, at man har mulighed for at få pengene tilbage op til 30 dage efter købet, hvis man ikke opnår den ønskede effekt.
Han kan kontaktes direkte på Facebook her.