Clark giver den gas som DJ i weekenden – til hverdag er han direktør
Han har en stor passion for musik, og de sidste mange år har hans minifestival været et hit i Aalborg
AALBORG: År efter år har Clark Knøsen indtaget Jomfru Ane Parken med minifestivallen Harbour:Candy, hvor man kan nyde gratis musik og kolde øl – som med en pris på 35 kroner er en af Aalborgs billigste fadøl.
Første minifestival i byen var i 2011, og hvert event er arrangeret af Clark Knøsen og hans virksomhed Blue Machines.
Virksomheden er et hobbyprojekt, og det fungerer perfekt ved siden af hans rolle som direktør og grundlægger af regnskabsvirksomheden Dynaccount.
- Det er fedt at komme lidt væk fra computeren og lave noget andet helt andet, siger han.
Passionerede DJ’s
Clark Knøsen er én af de DJ’s, som under festivalen spiller festmusik helt gratis.
Og selvom alle DJ’s har fri bar, har han for nyligt lavet en GoFundMe. Her kan man lave donationer, som i slutningen af sommeren bliver delt mellem dem.
- De spiller selvfølgelig, fordi de synes, det er sjovt. Men det kunne være fedt, hvis de kunne få lidt for det, siger han.
Med fadøl til 35 kroner er det nemlig begrænset, hvor stor indtjeningen er.
I løbet af eventet kan man også købe øl til 20 kroner, hvis piratflaget er oppe – og her er der kun en fortjeneste på en til to kroner, fortæller Clark Knøsen.
Vejret er en joker
Men det er heller ikke penge, der er i fokus.
- Jeg gør det for at komme ud og spille, og så synes jeg bare, det er megafedt.
- Hvis målet var at tjene penge, skulle det foregå indendørs. Der er ingen forretning i at gøre det udendørs, fordi vejret bare er afgørende, tilføjer han.
Men på trods af usikkerheden har han ikke planer om at rykke indenfor med festivalen.
- Det er hundrede gange federe at lave det udendørs i godt vejr. Det giver bare en god stemning af festival at sidde på græsplænen med iskold øl og god musik.
Ligesom frimærker
Musik har altid været en stor interesse hos Clark Knøsen, og det startede med en CD, som siden er blevet til en stor musiksamling.
- Jeg kan huske, da jeg fik en CD med The Prodigy. Det var noget af det første elektroniske musik, jeg fik. Jeg tror også, at det var indgangsvinklen til min interesse for musikken.
- Så det er lidt som at samle på frimærker. Jeg samler bare på musik, griner han.
Clark Knøsens afholdt for første gang musikfestivalen i 2006, da han boede i Frederikshavn. Tidligere har han arrangeret større koncerter, blandt andet i Aarhus Firma Sport.
Næste events er 16. og 17. juni.