Billede beskrivelse

Bruno og Bennys sjældne venskab: Det betyder alt efter ulykken

05. december 2023 kl. 17.00

Har du nogensinde overvejet at bidrage til frivilligt arbejde og skabe uforglemmelige øjeblikke for andre?

Så kan du blive cykelmakker ligesom Bruno. Han er nemlig frivillig cykelmakker hos Lejbjergcentret.

Hver tirsdag formiddag finder du ham og Benny sammen, klar til at træde i pedalerne på deres trehjulede ladcykel, med cykelhjelmene fastspændt og eventyret for øje.

Billede beskrivelse

Det er blevet en fast tradition, der beriger både Bruno og Benny:

– Hvis jeg bruger en time på at se TV, så er den time væk. Hvis jeg i stedet bruger en time her, så skaber jeg værdi for Benny, og det kommer retur til mig, fordi jeg derigennem også føler mig værdifuld, fortæller Bruno.

Det er ikke kun cykelturen, der er i fokus, men også det gode venskab de deler.

– Jeg har et fleksibelt arbejde, så derfor har jeg mulighed for at være frivillig i dagtimerne, og det er glimrende med den friske luft og den fysiske aktivitet. Og så fungerer Benny og jeg rigtig godt sammen socialt. Vi er på bølgelængde, siger Bruno.

Billede beskrivelse

Uanset vejret, møder de to verden med røde kinder og regndråber i håret.

– Vi nyder det lige meget begge to, også selvom der er gråvejr. Hver gang jeg har været ude at cykle med Bruno, så gennemgår jeg en forandring. Jeg ser meget mere lyst på dagen – og sådan er det hver gang, fortæller Benny.

For dem er der intet, som en god cykeltur ikke kan kurere. Selvom Benny kun kan nyde disse ture, når Bruno er til stede, værdsætter han dem.

– Mine cykelture med Bruno er en erstatning for selv at være ude at cykle. Inden min ulykke cyklede jeg selv rigtig meget. Jeg har cyklet fra Billund til Paris og fra Aalborg til Luxembourg. Det her set-up erstatter fuldt ud det, jeg havde en gang. Jeg får frisk luft i ansigtet, fortæller Benny.

Ønsker du at gøre en forskel ligesom Bruno? Så tag kontakt til Aalborg FRI-TID.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste