Billede beskrivelse

485 løbere trak i skoene - og Eluf var med for 51. gang

27. april 2025 kl. 07.12

Aalborg var indrammet af løbeglæde, da Estaldo Limfjordsløbet lørdag blev afviklet i herligt forårsvejr. 485 motionister deltog i løbet, som for tredje år i træk blev arrangeret af BridgeRunner. 

Sidstnævnte genetablerede i 2022 det populære motionsløb med start og mål ved Vestre Fjordpark. 

- Oprindeligt blev Limfjordsløbet jo afviklet ved Hammer Bakker. Da vi genoptog traditionen, besluttede vi at flytte det til Aalborg med afvikling langs Limfjorden. Det passer bedre til navnet, lyder det fra Bo Trige, indehaver af BridgeRunner. 

Billede beskrivelse

Han glæder sig i øvrigt over en vellykket afvikling med perfekt løbevejr og god opbakning. 

- Vi er meget tilfredse. Det er første gang vi har maraton med i Limfjordsløbet. 30 løbere har taget den lange distance og 200 har løbet halvmaraton. Resten har fordelt sig på 5- og 10 kilometeruterne. Det er rigtig fint, konstaterer Bo Trige.

Billede beskrivelse

Motionister fra både nær og fjern havde fundet vej til startområdet, hvor der forinden var arrangeret fælles opvarmning. Eluf Mikkelsen på 81 år fra Klarup havde endnu engang iført sig løbeskoene. Det har han gjort samtlige 51 gange, Limfjordsløbet er afviklet. 

- Jeg kan ikke lade være, forklarer den erfarne motionist. 

- Nu om dage løber jeg ikke. I stedet går jeg ruten og det har jeg det fint med. For mig handler det om at få rørt kroppen og samtidig nyde godt af fællesskabet og den friske luft. Det er med til at holde mig i gang, beretter Eluf.

Billede beskrivelse

Limfjordsløbet havde for første gang mæglerkæden Estaldo med som hovedsponsor. Endvidere havde Kaiser Sport doneret præmier til nummer 1, 2 og 3 blandt både kvinder og mænd på samtlige distancer.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste