Mads Peter Veiby købte plejehjem for 50 millioner: Nu afslører han planerne
Se her hvad der skal ske med den karakteristiske bygning
AALBORG: Nu er der godt nyt til dig, der drømmer om at bo i en af de mest markante bygninger i øgadekvarteret; vi kan nemlig fortælle, at rigmand og investor Mads Peter Veiby og hans forretningsparter, direktør og ejendomsudvikler Tom Jakobsen omdanner Lollandshus til lejligheder.
De købte det nu tidligere plejehjem for mere end 50 millioner kroner sidste år, og allerede dengang lå det i kortene, at boliger var et godt bud på fremtiden for den karakteristiske ejendom.
De nye ejere overtog bygningen på Lollandsgade i tirsdags, og allerede nu er håndværkere godt i gang.
- Der kommer i alt 118 lejligheder, og det bliver et- og toværelses, fortæller Mads Peter Veiby.
- Vi regner med, at de første står klar om et par måneder, og at alle er klar i løbet af et års tid.
Mads Peter Veiby lægger vægt på, at det er en bevaringsværdig bygning, de nu omdanner.
- Vi gør det med respekt for ejendommen, og vi genbruger så meget som muligt, siger han.
- For eksempel beholder vi de fine industrivaskemaskiner, der allerede står her, så beboerne får gratis vaskeområde.
Planen er også at skifte pladetaget til rødt tegl, så det kommer til at passe bedre ind i miljøet i området.
At se idéerne og mulighederne i købet ligger Mads Peter Veiby meget på sinde. Også i forhold til byudvikling og sociale relationer. Allerede da de købte bygningen, var han meget interesseret i at udnytte den gamle bunker, der ligger på grunden.
- Det er stadig planen, at jeg gerne vil bruge den og også gerne til eksempelvis et vinlager, hvor beboerne i området så kan købe en reol, hvor deres vin kan ligge. Så det bliver et sted, hvor man mødes, siger han.