Vin var på alles læber
Vin fra alle verdenshjørner og til enhver smag. Sådan var mantraet, da Europahallen i Aalborg Kongres & Kulturcenter for tredje år i træk dannede ramme om Aalborg Vin- og Boblefestival.
Knap 40 udstillere var fredag og lørdag på plads, og vanen tro var det brødrene Verner og Brian Thomsen, der stod bag.
- Det har været en stor fornøjelse - igen, konstaterer Verner Thomsen.
- Vi kan se, at folk bliver ved med at komme tilbage år efter år. Det gælder både udstillere og gæster. Jeg vil tro, at 80 procent af de besøgende er folk fra Aalborg og omegn. Men de kommer også fra Aarhus, Odense og København. Og sågar fra Norge, tilføjer Verner, der selv bor i Ribe.
Her har han i mange år arrangeret vinfestival. På opfordring og medvirken af brormand Brian har Aalborg siden 2016 altså også haft sin egen vin- og boblefestival. De første år foregik det på Nordkraft, men siden 2022 har arrangementet haft til huse i Europahallen.
Her var et par af festivalens faste gæster lørdag også at finde. Ægteparret Dorthe og Gert Sabroe fra Aalborg betegner dem selv som vinentusiaster. De var vanen tro på festivalen for at styrke beholdningen af gode flasker.
- Vi nyder at komme her. Der er altid en skøn atmosfære og stor entusiasme blandt udstillerne, lyder det fra Gert Sabroe.
- Vi planlægger gerne vores besøg hjemmefra og hvilke stande vi vil besøge. Og så håber vi at blive lidt klogere på de produkter vi køber, tilføjer han og suppleres af Dorthe.
- Vi går ikke efter de dyreste vine. De ligger som regel i prislejet omkring 150 kr. Og vi køber aldrig for mere end 2.000 kr. på festivalen. Men der skal lidt med hjem. Både til hverdag og fest, smiler hun.
Udover vin og bobler omfattede festivalen også enkelte leverandører af oste- og øvrige delikatesser.