Vildt: Kendt Aarhus-bar måske på vej til Aalborg
Referat afslører, at kendt bar har kig på Nordens Paris
Det er lidt af en nyhed, der gemmer sig i det seneste referat fra Bevillingsnævnet i Aalborg Kommune.
For selvom selve dokumentet måske lyder knap så spændende, afslører det nemlig, at en populær bar i Aarhus måske er på vej til Aalborg.
Ifølge referatet har firmaet Hajs Aalborg ApS søgt alkoholbevilling til driften af Gedulgt Aalborg.
Gedulgt er en kendt bar i Aarhus, der serverer vilde og kreative cocktails.
En del af konceptet i Aarhus er også, at baren ligger næsten gemt omme i en baggård – deraf navnet Gedulgt, der betyder hemmeligholdt.
Aalborg:nu har forsøgt at få en kommentar fra ejerne bag, men medejer Hasse Johansen oplyser, at de ikke har nogen kommentarer.
Ifølge ansøgning til alkoholbevilling, kan man dog se, at firmaet har søgt om bevilling til adressen Maren Turis Gade 10 – en hvid bindingsværksbygning, der tidligere husede Spisehuset Kniv og Gaffel.