Surdejsbageren flytter ind i nyt bylivshus i Nørresundby: Kom med til åbningsfest
Den 29. februar åbner bylivshuset Henning J på Stigsborg i Nørresundby, der skal indeholde børne- og kreaområde, fleksible studiepladser, loungehjørne og et fodboldområde dedikeret til fodboldlegenden Henning Jensen.
Beboerne kan samtidig glæde sig til friskbagte lækkerier fra Surdejsbageren, som slår dørene op til en ny butik i bylivshuset.
- Vi har gennem længere tid undersøgt muligheden for at åbne endnu en butik, men vi har ventet på at finde den rette beliggenhed, siger Jesper C. Winter, der er ejer af Surdejsbageren.
- Jeg er helt overbevist om, at Stigsborg er det perfekte område at slå os ned i, da der er masser af liv og mennesker i forskellige aldre, som passer godt til netop vores bageri, siger han.
Det bliver Surdejsbagerens anden café - den første på Nørresundby-siden. Caféen får placering i bylivshusets stueetage med egen indgang, så der både er mulighed for at hente kaffe og brød to go samt sætte sig i caféen eller bylivshusets øvrige områder.
Kom til indvielse og åbningsfest
Bylivshuset Henning J skal fungere som et moderne forsamlingshus, hvor man kan nyde en god kop kaffe, fordybe sig i sin computer, være kreativ med sine børn, eller blot har brug for et sted at slå sig ned.
- Tanken er, at der løbende skal åbnes op for forskellige aktiviteter såsom strikkeklub, gåklub og meget mere, som kan være med til at invitere beboerne ind i huset, lyder det fra Hanne Kræn, der er bylivsudvikler hos A. Enggaard, som er en del af selskabet Stigsborg P/S.
Henning J åbner officielt d. 29. februar, hvor der vil være reception fra kl. 14-17 med gratis kaffe og sødt fra Surdejsbageren.
Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen indvier huset kl. 14, og derudover vil Nørresundby Forenede Boldklubber sætte gang i bordfodbold og andre sjove aktiviteter.
Fra kl. 15-17 vil den talentfulde lokale kunstner Frida Still Vium lave åben workshop, og der vil også være andre aktiviteter på dagen at se frem til.
- Forhåbningen er, at Henning J bliver det nye samlingspunkt på Stigsborg og i Nørresundby generelt, hvor man kan samles uanset alder og interesser, siger Hanne Kræn.