Billede beskrivelse

Stig købte vinbar tilbage efter konkurs: - Nu skal det være helt simpelt

Douro Wine Bar i Danmarksgade skal fortsætte med at være 'den lille, hyggelige vinbar', siger den oprindelige ejer, der for nyligt genåbnede stedet

30. oktober 2022 kl. 12.17
Opdateret 03. november 2022 kl. 08.27

AALBORG: Egentlig havde Stig Christensen for længst solgt de ejerandele, han havde i Douro Wine Bar. Alligevel stak det dybt i hjertet, da den nye ejer i sommers gik konkurs med det, han kalder for Aalborgs hyggeligste vinbar.

- Jeg blev sgu sur, fortæller Stig Christensen om øjeblikket, hvor han hørte, at vinbaren skulle lukke sidst i juli. Han er en af de oprindelige ejere af vinbaren, så frustrationerne vekslede han hurtigt til overvejelser om at købe vinbaren tilbage for drive den videre.

En beslutning, han ikke brugte lang tid på at træffe.

Midt i september købte han og konen nemlig stedet tilbage, og således kunne Douro Wine Bar genåbne allerede 30. september. 

Nogen vild genåbning er det dog ikke blevet til, og det er et helt bevidst valg, fortæller Stig Christensen.

- Vi har lært af vores fejl. Nu sætter vi tæring efter næring.

Billede beskrivelse

Derfor er det primært Stig Christensen, hans kone og datter, du i dag kan møde i Douro Wine Bar, men der også et par ekstra sæt hænder, de kan trække på. Dog ikke på fuld tid i første omgang.

- Vi har aldrig haft i hovedet, at vi skulle være millionærer. Vi gør det her, fordi vi synes, det ville være ærgerligt, hvis Aalborg mistede en af sine gode vinbarer.

- Derfor holder vi omkostningerne helt nede. Løn til os selv venter vi med. Nu skal Douro stille og roligt op at køre igen.

Ingen bebrejdelser

Det er planen, at Douro Wine Bar skal køre, som det gjorde i starten - med fokus på den gode vin, lidt mad "og ingen hjemmelavet mayonnaise", som Stig Christensen formulerer det.

- Det kom lidt ud på et sidespor, men jeg bebrejder ikke Daniel, den tidligere ejer, siger Stig Christensen og uddyber, at det blandt andet var ambitionerne om at lave alt mad fra bunden, der blev for store for Douro Wine Bar.

Billede beskrivelse

Daniel Kjærulf Kvistgaard er i øvrigt Stig Christensens førstefødte søn, og derfor stikker skuffelsen over konkursen heller ikke dybere.

- Daniel gjorde alt, hvad han kunne for at undgå det. Den eneste, jeg bebrejder, er mig selv. Jeg skulle ikke været gået ud af Douro Wine Bar, siger Stig Christensen og uddyber:

- Jeg skulle have været tæt på og kørt det, som i starten, hvor det var helt jordnært.

I Stig Christensens optik gjorde Daniel Kjærulf Kvistgaard alt, hvad han kunne for at undgå konkursen i sommers - men som mange andre aktører i restaurationsbranchen led Douro Wine Bar også under presset ved at holde corona-lukket i længere perioder.

Derfor måtte Daniel dreje nøglen om i juli.

Tilbage til de gode, gamle dage

Egentlig ville Stig Christensen gerne have haft Daniel Kjærulf Kvistgaard med om bord i forbindelse med genåbningen af Douro Wine Bar, og han håber også, sønnen vender tilbage på fuld tid i vinbaren. 

Nu skal han være mere sammen med børnene, men du kan stadig være heldig at møde Daniel Kjærulf Kvistgaard i Douro Wine Bar. Eksempelvis til portvinssmagning nu lørdag 5. november.

Kommer du ned på Douro Wine Bar i dag behøver du ikke have et stort kendskab til vin.

- Kan du lide vinen, så er det en god vin. Vi kommer ikke til at stå og snakke i høje termer om den. Selvfølgelig kan vi fortælle det basale om den, men vi kommer til at vægte hyggesnakken højt, forklarer Stig Christensen.

- Kunderne skal føle sig velkomne, uanset vinkendskab.

Billede beskrivelse

Selvom det har været en forholdsvis rolig genåbning, er Stig Christensen både godt tilfreds og forhåbningsfuld på Douro Wine Bars vegne. Snart er arrangementerne med vinsmagninger og jazz-aftener også tilbage - noget, Stig Christensen ser frem til igen at kunne åbne op for i Danmarksgade.

- Folk kan se frem til at smage op til ti forskellige efterårs- og vintervine til vores første smagning, som er 5 . november. Her kommer Thomas Elle fra Vinspecialisten i Randers, han har over 30 års erfaring med vin.

Foruden vinsmagningen 5. november kan du også komme til jazz-aften 18. november. Sidstnævnte er gratis - her kan det dog være en god ide booke bord, for der plejer at være fuldt hus, fortæller Stig Christensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste